Klyngeindsats - Life science og velfærdsteknologi

Info om indsatsen

  • Startdato

    26. maj 2020
  • Slutdato

    31. december 2022
  • Samlede støtteberettigede projektudgifter (kr.)

    26.000.000
  • Decentrale erhvervsfremmemidler (kr.)

    13.000.000
  • Geografi

    Nordjylland, Midtjylland, Sydjylland, Fyn, Hovedstaden, Sjælland, Bornholm
  • Finansiering

    Decentrale erhvervsfremmemidler
  • Indsatsområde

    Innovation
  • Støttemodtagerens navn

    Danish Life Science Cluster

Projektbeskrivelse

Den nationale klynge for life science og velfærdsteknologi bygger på et stærkt partnerskab og repræsenterer videninstitutioner (fem universiteter, fem GTS´er, fem regioner/fire universitetshospitaler og professionshøjskoler) samt brancheforeninger, der repræsenterer alle både store og små virksomheder inden for hele værdikæden af life science og velfærdsteknologi. Herudover etableres et tæt samarbejde med de øvrige centrale aktører i økosystemet samt finansielle institutioner for at styrke samarbejdet om videnbroen.

Det er et bærende princip for klyngens arbejde, at indsatsen skal komplementere eksisterende initiativer i økosystemet. Derfor bliver en stor del af arbejdet også at etablere netværk til de andre aktører. Klyngeorganisationens hovedformål er at bygge bro mellem virksomhederne og de stærke danske videnmiljøer. Dette for at omsætte den enorme forskningsindsats og videnproduktion, der skabes på universiteterne, i klinikkerne og på de teknologiske institutter og øvrige uddannelsesinstitutioner til nye og bedre kommercielle løsninger og produkter til gavn for virksomhederne og hele samfundet.

Klyngeorganisationens mission er, inden for life science og velfærdsteknologi, at skabe og styrke det nationale økosystem og videnmiljø, der på tværs af danske virksomheder og videninstitutioner fremmer samarbejde, innovation og iværksætteri. Målet er at blive en endnu større bidragsyder til den danske stat gennem øget bæredygtig produktivitet, jobskabelse, konkurrenceevne, internationalisering og tiltrækning af investeringer.

Klyngens vision er at etablere en stærk national klynge for life science og velfærdsteknologi, der målt på antallet af nye videnbaserede samarbejder og vækstvirksomheder og evnen til kommercialisering af viden, kan måle sig med de bedste klynger i verden.

Klyngen skal fungere som en neutral og uafhængig samarbejdsplatform, der binder økosystemet for klyngens virksomheder, forsknings- og videnmiljøer og øvrige aktører sammen på tværs af landet. Klyngen skal give et samlet ansigt indadtil i Danmark og udadtil i verden. Klyngen vil hermed bidrage til transformation af den danske sundheds-, pleje, og omsorgssektor gennem udvikling af nye bæredygtige løsninger til gavn for patienter og borgere.