Nyhed

Turismeerhvervet vil tilbage til fuld styrke, og vejen bliver grøn og bæredygtig

Grønne idéer og bæredygtighed er en stærk trend i turismeerhvervet. Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse afsætter nu godt 13 mio. kr. til otte grønne turismeprojekter, som på tværs af landet skal bidrage til en grøn genstart af turismeerhvervet.
 

  • 1. juli 2020
  • Turisme

Projektet ”Grøn genstart” skal give turismevirksomhederne i VisitAarhus’ område en saltvandsindsprøjtning efter COVID-19. VisitAarhus, der leder projektet, vurderer, at behovet er stort. 

Direktør for VisitAarhus Pia Lange Christensen fortæller, at projektet skal være med til at hjælpe turismeaktørerne tilbage til samme indtjening og styrke som før COVID-19 og samtidig styrke VisitAarhus som destinationsselskab for otte øst- og midtjyske kommuner, så området fremstår med en ny, grøn identitet.

”Vi skal have de internationale turister tilbage ved at stå sammen om en styrket og bæredygtig Aarhusregion og sætte øget fokus på, at vi er en grøn destination. Vi glæder os til at hjælpe turismevirksomhederne med at arbejde mere målrettet med bæredygtighed, og vi ser frem til at intensivere arbejdet med ”grønne data” på tværs af virksomhederne i hele Aarhusregionen,” siger Pia Lange Christensen om projektet.

Turister efterspørger bæredygtighed

I Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse er der stor glæde over det stærke grønne aftryk i turismeprojekterne. Bestyrelsesmedlem Morten Slotved, der er borgmester i Hørsholm Kommune, siger:

”Grøn og bæredygtig turisme er et vigtigt ben i erhvervsfremmestrategien, og det er en fornøjelse, at så mange bakker op og går den grønne vej for at udvikle destinationer og oplevelser. Meget er ændret af COVID-19-krisen, og vi ved allerede nu, at turisterne i fremtiden ønsker bæredygtighed i oplevelser, produkter og service, når de booker overnatninger og leder efter turistoplevelser.” 

I Nordjylland afsættes 2 mio. kr. til projektet ”Instant Green Tourism” til at udvikle og teste konkurrencedygtige og salgbare grønne produkter og processer inden for kyst- og naturturisme, erhvervs- og mødeturisme samt storbyturisme. Og i feriehusbranchen støttes et projekt, der skal få mange flere feriehusudlejere til gøre deres feriehuse mere energieffektive og klimavenlige. Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse støtter med 850.000 kr. de første faser i projektet. 

”Turister efterlyser i stigende grad bæredygtighed, når de lejer sommerhus, og nu går vi gang. Om nogle år skulle vi gerne have langt flere bæredygtige feriehuse på markedet, og vi venter at få flere nationale og internationale overnatninger og øget omsætning ud af det,” siger administrerende direktør Carlos Villaro Lassen fra Feriehusudlejernes Brancheforening, der sidste år registrerede 20,7 mio. overnatninger i danske sommerhuse.

Outdoor-turisme og festivaler skal være grønnere

Der afsættes 1 mio. kr. til at udvikle de nordjyske festivaler og events i en mere grøn og bæredygtig retning. Eventbranchen har lidt hårdt under COVID-19-pandemien, og støtten går til at udvikle nye og grønnere forretningsmodeller for events og festivaler, hvori blandt andet nye, digitale formater kan indtænkes.  

Også på outdoorområdet skal turisterne have nye, bæredygtige oplevelser og overnatningsmuligheder. Dansk Kyst- og Naturturisme får 2,6 mio. kr. til projektet “Camp Now – Building Sustainable Outdoor Camps and Brands”, hvor 8-10 kvalitetsprægede måder at overnatte outdoor på skal udvikles. Især tyske og hollandske turister er målgruppe for projektet, som ventes at trække op mod 27.000 ekstra overnatninger over to år.

Støtte til miljømærke og grøn erhvervsturisme

For erhvervsturismen er bæredygtighed også et vigtigt indsatsområde. Derfor får VisitHerning 1,2 mio. kr. til i et tæt samarbejde med MCH Messecenter Herning at udvikle og fremtidssikre fagmesser.

Endelig vil brancheorganisationen Horesta sætte sig i spidsen for at indsamle og dele viden om bæredygtighed på turistattraktioner og udvikle et nyt, grønt miljømærke, ”Green Attraction by Green Key”. Det giver Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse 1,3 mio. kr. til.

Fakta 

Om indsatsen

Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse har besluttet at uddele i alt 38,3 mio. kr. til lokale og tværgående turismeprojekter, heraf 26,3 mio. kr. til destinationsudviklingsprojekter (alle destinationsudviklingsansøgninger er indstillet til støtte). 

Tidligere i år har bestyrelsen støttet en national markedsføringskampagne og den nationale turismekickstart-kampagne med sammenlagt 25,3 mio. kr. Dermed er bestyrelsens samlede indsats på turismeområdet i 2020 på 63,6 mio. kr.

Støttede projekter

Der er kommet 34 ansøgninger om støtte fra turismepuljen, og 23 projekter får nu støtte fra bestyrelsen. 

Se listen over støttede projekter

Kirstine Halken (teamleder)

Kontakt

Kontakt os, hvis du vil vide mere om de støttede projekter og bestyrelsens turismepulje.

Kirstine Halken

Telefon: 3529 1756

Email: kirhal@erst.dk