Nyhed

Flere ukrainske iværksættere skal kunne starte og drive virksomhed i hele Danmark

Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse hjælper ukrainske flygtninge på det danske arbejdsmarked med at få iværksætterkompetencer. Knap 3 mio. kr. investeres som en del af Virksomhedsudvikling Danmark, så 900 ukrainske flygtninge får bedre iværksætterkompetencer og kan starte egen virksomhed i Danmark eller senere hjemme i Ukraine.

  • 17. februar 2026
  • Iværksætteri
  • Kvalificeret arbejdskraft og social inklusion
The European-Ukrainian Hub

Foto: Erhvervsministeriet

Ukrainske flygtninge får for fjerde gang en hjælpende hånd gennem Virksomhedsudvikling Danmark. Bag indsatsen står erhvervsportalen Ivækst, der med 3 mio. kr. fra Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse kan tilbyde 900 flygtninge viden og kompetencer til at etablere virksomhed i Danmark.

Ukrainerne oplever selv, at det gavner dem. Hele 96 pct. af deltagerne fra 2025 siger, at de har fået forbedret deres iværksætterkompetencer.

Derfor skal de gode oplevelser og erfaringer videreføres, så alle ukrainere i hele Danmark med en iværksætterdrøm kan benytte sig af alle aktiviteter, forklarer forperson i Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse Christian Motzfeldt:

”Når der kommer op mod 1.000 ukrainske flygtninge til Danmark hver eneste måned, giver det utrolig god mening at investere i projekter som dette, hvor endnu flere af dem får en kortere vej hen mod selvforsørgelse, og hvor de får redskaber til at være med til at genopbygge et dynamisk erhvervsliv i Ukraine. Indtil videre har mere end 3.000 ukrainske flygtninge deltaget i projekter, og nu kan vi arbejde videre med de gode erfaringer, når endnu flere ukrainere inviteres med ind i fællesskabet, hvor de samtidig får styrket deres kompetencer.”

Behovet er større end nogensinde

Projektet tilbyder via eksterne konsulenter forskellige aktiviteter, som mentor-forløb, 1:1-sparring, workshops og netværk, der vil foregå i hele landet.

Peter Kofler, der er direktør i Ivækst, er glad for, at projektet kan fortsætte med denne investering:

”Nu kan vi tilbyde endnu flere ukrainske flygtninge, der har en gemt iværksætter i maven, hjælp til at spire. Og det er et topaktuelt projekt, da der stadig kommer mange ukrainere til landet. Vi vil derfor have et særligt fokus på at komme endnu bredere ud i hele Danmark, så aktiviteterne er mindre centreret om den fysiske hub i København. Udover at vi kan få endnu flere ukrainere til at blive iværksættere, kan vi også udvikle og modne dem, der har været med tidligere.”

Fakta om The European-Ukrainian Hub
Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse har på sit seneste møde besluttet at investere 2,9 mio. kr. gennem Virksomhedsudvikling Danmark i en indsats målrettet ukrainske flygtninge. Pengene kommer fra finansloven.

  • Indsatsen har allerede hjulpet over 1.700 ukrainere med kompetenceløft til at starte egen virksomhed, mens mere end 1.350 ukrainske flygtninge har udviklet kompetencer gennem en lignende indsats, der også er støttet af bestyrelsen.
  • Ivækst, der står for indsatsen, forventer, at yderligere 900 ukrainske flygtninge vil deltage i projektet med de nye midler, hvoraf 630 forventes at få forbedrede iværksætterkompetencer, som kan anvendes til at starte og drive virksomhed i Danmark eller ved en senere genopbygning af Ukraine.
  • Med bevillingen kan projektet understøtte ukrainske flygtninge i deres iværksætterrejse frem til ultimo 2027.
     
The European-Ukrainian Hub fællesbillede

Foto: Erhvervsministeriet

Kontakt

Hvis du vil vide mere om Iværksætterprogrammet og de enkelte indsatser, kan du kontakte:

Hans Henrik Nørgaard
Chefkonsulent
Mail: [email protected]
Tlf.: 3529 1755

Pressekontakt

Natascha Kalika Østergaard
Presse- og kommunikation
Mail: [email protected] 
Tlf. 3529 1709