Projektet ”Founders Growth Collective” er et nyt tilbud til SMV’erne, som har særligt potentiale til at blive store hurtigt. Tilbuddet er bl.a. rettet mod innovative tech scaleups, som karakteriseres ved at være unge og driftige, have et skalérbart produkt, en skalérbar forretningsmodel og ofte er eksternt finansieret af risikovillig kapital med det formål at skulle vækste forretningen hurtigt. Denne type virksomheder har på grund af deres alder, produkter, forretningsmodeller og finansieringsmodel andre behov end traditionelle SMV’er. Med det nye projekt får virksomhederne tilbud om netværksaktiviteter, tiltag vedrørende børsintroduktion og sparring med scaleups i virksomhedsrettede forløb.
Morten Slotved, borgmester i Hørsholm Kommune og bestyrelsesmedlem i Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse, udtaler:
“I Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse har vi en særdeles vigtig opgave i at understøtte vækst og udvikling i en international kontekst, og det er bekymrende, at mange af de succesfulde danske vækstvirksomheder forlader Danmark grundet kapitalbehov, fordi virksomhederne bliver opkøbt, før de når at vokse sig store. Det vil vi gøre noget ved med vores nye investering – og konkret kan vi løfte 75 virksomheder ud på nye markeder og dermed øge eksporten."
”Founders Growth Collective” vil samle 40 erfarne iværksættere, der tidligere har haft succes med at internationalisere deres virksomheder. De skal stille deres viden og erfaring til rådighed for 100 virksomheder, der er klar til at tage næste skridt i deres vækstrejse. Tre år efter forventes 75 af dem at være aktive på mindst to udenlandske markeder, og mindst én virksomhed vil være børsnoteret i Danmark. Der børsnoteres meget få virksomheder i Danmark, hvorfor selv én virksomhed vil være en succes.
Projektet gennemføres af Canute by Thursday og Foreningen af Børsnoterede Vækstvirksomheder i samarbejde med Erhvervshus Hovedstaden. Canute by Thursday vil fungere som spydspids for hele projektet. Foreningen af Børsnoterede Vækstirksomheder (FBV) medvirker i projektet og vil fungere som program- og fagansvarlig for IPO Academy, der er en del af projektet.
Kontakt
Hvis du ønsker at vide mere om indsatsen, kan du kontakte sekretariatet for Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse.
Hans Henrik Nørgaard
Teamleder
Mail: [email protected]
Tlf: 3529 1755
Pressekontakt
Henrik Højlund Christensen
Kommunikations- og pressekonsulent
Mail: [email protected]
Tlf. 3529 1779