ESG giver allerede nu udfordringer for mange små og mellemstore virksomheder. Men der er også mulighed for at opnå en konkurrencefordel med bedre adgang til store kunder og kapital, hvis man har styr på dokumentation og compliance.
Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse har besluttet at afsætte 50 mio. kr. i en ny pulje i Virksomhedsprogrammet, hvor små og mellemstore virksomheder kan få tilskud til individuelt tilpasset rådgivning om at indsamle, udarbejde og håndtere og dokumentere bæredygtighedsdata samt forbedre deres forudsætninger for at arbejde med bæredygtighed fremadrettet.
Indsatsen skal bidrage til bestyrelsens strategi om at understøtte bæredygtighed og grøn omstilling i SMV’er, herunder at SMV’er kan dokumentere deres arbejde med bæredygtighed. Puljen kan ansøges hos erhvervshusene primo 2025.
EU’s direktiv om bæredygtighedsrapportering, der gradvist implementeres i dansk lovgivning fra den 1. januar 2024, indebærer, at store virksomheder og børsnoterede små og mellemstore virksomheder (SMV’er) skal afrapportere om deres bæredygtighed inden for miljø og klima (E), sociale (S) og ledelsesmæssige forhold (G). Langt de fleste SMV’er er ikke direkte omfattet af rapporteringskravene, men bliver alligevel påvirket, fordi de store virksomheder, der er omfattet af direktivet, skal indhente ESG-oplysninger fra deres samarbejdspartnere.
Kathrine Forsberg, CEO i Atea og medlem af Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse, udtaler:
”SMV’er oplever i stigende grad at blive mødt af kundekrav fra store virksomheder, banker og investorer om at levere data og oplysninger om for eksempel udledninger, ressourceforbrug, arbejdsvilkår, påvirkning af det omgivende samfund og beskyttelse af whistleblowere. SMV’er kan have vanskeligt ved at overskue, hvordan bæredygtighedslovgivningen påvirker dem, og hvordan de kan imødekomme de krav, de møder. Det kan som mindre virksomhed være en udfordring at afsætte ressourcer til kompetenceudvikling og rådgivningsydelser relateret hertil, og det skal den nye indsats fra Danmarks Erhvervsfremme-bestyrelse være med til at afhjælpe.”
Corporate Sustainability Reporting Directive (CSRD) er et direktiv fra EU, der stiller krav om virksomheders bæredygtighedsrapportering. Fra 2024 og frem skal alle store børsnoterede virksomheder rapportere om bæredygtighed efter særlige standarder. Reglerne vil omfatte flere virksomheder i de kommende år. Formålet med de nye regler er at sikre, at virksomheder både i Danmark og øvrige medlemslande i EU rapporterer om bæredygtighed på samme måde.
Det skal hjælpe med at øge gennemsigtigheden, så det bl.a. bliver nemmere for investorer og andre interessenter at forstå en virksomheds bæredygtighedstiltag, når de vil investere eller indgå nye samarbejdsaftaler.
Fakta om indsatsen
Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse har på sit møde 17. september 2024 besluttet at give i alt 50 mio. kr. til erhvervshusene til oprettelsen af en ny pulje i Virksomhedsprogrammet, der skal udvide og styrke værditilbuddene inden for grøn omstilling og bæredygtighed i Virksomhedsprogrammet.
Virkemidlet i ESG-indsatsen er en rådgivningsvoucher (tilskud til indkøb af privat rådgivning for SMV’er). SMV’er får tilskud til rådgivning om at indsamle, udarbejde, håndtere og dokumentere ESG- og bæredygtighedsdata, og indsatsen skal resultere i konkret bæredygtighedsdokumentation samt bedre forudsætninger for SMV’ernes videre arbejde med bæredygtighed.
Dokumentationen kan være virksomhedens miljøaftryk, livscyklusberegninger, strategier, politikker og lignende i det omfang, at de er i overensstemmelse med de europæiske rapporteringsstandarder på bæredygtighed (ESRS) og den kommende frivillige SMV-standard.
En mindre del af midlerne kan anvendes til tilskud til IT-systemer (licenser/systemer), som kan hjælpe SMV’erne med specifik bæredygtighedsdokumentation.