Turisme er en dansk styrkeposition, som skaber vækst og arbejdspladser i hele Danmark. Foruden at bidrage væsentligt til dansk eksport og økonomi har turismen i mange dele af landet stor betydning for den lokale udvikling og for levedygtige samfund. Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse støtter derfor 14 turismeprojekter med i alt 57,3 mio. kr., som skal understøtte en mere bæredygtig udvikling, der er nødvendig for, at Danmark også i fremtiden kan præsentere et relevant turismeprodukt.
”Dansk turisme skaber vækst og arbejdspladser i hele landet. Vi oplever mange turister i vores store byer, men turismen er også helt central i en lang række af vores kommuner uden for de store byer. Vi skal styrke dansk turisme – og vi skal i særdeleshed styrke helårsturismen i Danmark. Derfor er det meget positivt, at 14 projekter nu får mulighed for at gennemføre deres projekter,” siger minister for byer og landdistrikter Morten Dahlin.
Turisme for alle
Gode turismeoplevelser skal være åbne for alle. Derfor gives der bl.a. tilskud på 3,4 mio. kr. til projektet ”Turisme for alle”, som vil forbedre tilgængelighed og styrke branchens kapacitet til at imødekomme behovene hos turister med særlige behov.
Bag projektet står destinationsselskaberne Kystlandet, Fyn og Visit Lolland-Falster foruden Dansk Kyst- og Naturturisme og VisitDenmark. De vil sammen realisere og synliggøre markedspotentialet i tilgængelig turisme gennem business cases, værktøjer, inspirationsmateriale, formidling og kompetenceudvikling målrettet både turismevirksomheder, destinationsselskaber og kommuner.
Turismen skal udnytte kunstig intelligens
For danske turismevirksomheder er der også et stort forretningsmæssigt potentiale forbundet med at højne den teknologiske innovation og forretningsudvikling, ikke mindst i forhold til brug af AI.
Projektet ”Moving Destin(AI)tions” støttes således med ca. 9 mio. kr. fra Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse. Projektet er et samarbejde mellem VisitAarhus, Destination Fyn, VisitDenmark og Dansk Kyst- og Naturturisme om at få bragt kunstig intelligens i anvendelse i turismesektoren.
Projektet afprøver, udvikler og implementerer AI-løsninger, der kan forbedre kundeoplevelsen og effektivisere virksomhedernes forretningsprocesser. Det kan fx være effektivisering i forhold til at optimere anvendelse af medarbejderressourcer, og det kunne også være data i kombination med AI, der kan skabe mere personlige og relevante oplevelser for den enkelte turist, ligesom det kan medvirke til at forbedre flowet, når der er mest pres på.
Pia Lange Christensen, direktør i VisitAarhus, understreger betydningen af at arbejde mere målrettet med kunstig intelligens:
”Der er et stort potentiale i at arbejde med kunstig intelligens i turisterhvervet. Ved at udnytte kunstig intelligens til bedre at forstå og forbedre turisternes kundeoplevelse, kan danske turismevirksomheder og destinationer få værdifulde værktøjer til at styrke deres produkt.”
Tiltrækning af internationale konferencer
Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse ønsker med puljen også at styrke forretningsområdet erhvervs- og mødeturisme. Derfor bevilger bestyrelsen midler til det nationale turismeudviklingsselskab MeetDenmark til projektet ”Værdifulde møder - Katalysator for erhvervsudvikling og social balance”, der vil styrke Danmarks konkurrenceevne via tiltrækningen af internationale kongresser inden for danske erhvervsmæssige styrkepositioner.
Projektet vil etablere strategiske samarbejder mellem destinationer og klyngeorganisationer og fremme innovation og internationalisering i klyngevirksomhederne gennem bedre udnyttelse af kongresværtskaber. Projektet vil også styrke den sociale bæredygtighed i turismen ved at have fokus på værtskabets positive betydning i lokalsamfund.
Andre støttede projekter omfatter for eksempel geografisk og sæsonmæssig spredning, udvikling af mere bæredygtige løsninger, strategisk-fysisk planlægning, events, outdoor, kultur, gastronomi og international markedsføring.
Fakta om indsatsen
- Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse har på sit møde 1. februar 2024 besluttet at annoncere i alt 56,9 mio. kr. til lokale og tværgående turismeprojekter.
- Bestyrelsen har modtaget i alt 23 ansøgninger til puljen og valgt at give tilskud for 57,3 mio. kr. til 14 projekter, som hver får tilsagn om mellem 1,4 og 9,3 mio. kr.
- Se hvilke projekter, der gives tilskud til
For yderligere information:
Hvis du ønsker at vide mere om turismeinitiativerne og den aktuelle pulje til lokale og tværgående turismeprojekter i 2024, kan du kontakte sekretariatet for Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse:
Kirstine Halken
Teamleder
Mail: [email protected]
Tlf. 35291756