”Vi var med til at forme vores egen uundværlige bæredygtighedsmedarbejder”

Elektrogården kunne godt se, at bæredygtighed og ESG-krav begyndte at fylde mere, når kunderne henvendte sig til dem for at få løst opgaver. De fik derfor tilskud til at ansætte Camilla Stuntz i seks måneder, der under forløbet fik udviklet kompetencer inden for grøn omstilling, som Elektrogården stod og manglede.

Billede af Camilla og Carsten fra Elektrogården

Carsten og Camilla fra elektrogården. 

Hvad gør man, når bæredygtighed- og ESG-krav fylder mere og mere i danske virksomheder, men kompetencerne ikke allerede er i huset? Elektrogården ApS i Sorø valgte at deltage i SMV:Vækstpilot, hvor de fik ansat en medarbejder med tilskud i seks måneder, fortæller leder Carsten Hansen.

”Vi ville simpelthen drukne i administrative opgaver, hvis vi selv skulle gå i gang og nå i mål med de krav, der bliver stillet inden for bæredygtighed og ESG. Jeg selv og flere af mine projektledere, sad før med mange af opgaverne, og vi var voldsomt pressede, da vi skulle forholde os til noget, vi ikke havde kompetencerne til, men som vi så heller ikke havde ressourcerne til at løse,” fortæller han. 

Billede af Carsten fra Elektrogården

Carsten, leder hos Elektrogården. 

Limen i virksomheden

Elektrogården er én af de knap 1.000 virksomheder, der har fået ansat en medarbejder gennem SMV:Vækstpilot. Men der kommer flere virksomheder til, da Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse har valgt at styrke den populære indsats i 2025 og 2026, så yderligere godt 230 danske virksomheder kan blive klædt på inden for bæredygtighed og ESG, men også andre udviklingsopgaver inden for digitalisering, procesoptimering og markedsføring alt efter virksomhedens behov.

Det har gjort en væsentlig forskel for Elektrogården at få en medarbejder ind med en anden baggrund.

”Det har været så godt, at der kom én fra en anden verden – Camilla er fra rådgiververdenen inden for bygge og anlæg. Det er dejligt, at hun ser virksomheden med lidt andre briller, end vi gør, og at hun har en mere akademisk tilgang til tingene,” forklarer Carsten.

Billede af Camilla og Carsten fra Elektrogården

Carsten og Camilla fra Elektrogården.

Elektrogården har tidligere været med i indsatsen. Erfaringerne fra de mange forløb viser, at godt to ud af tre virksomheder valgte at fastansætte vækstpiloten, fordi de nye kompetencer skaber effekt. Carsten var en af de virksomhedsledere, der valgte at fastansætte, så Camilla kunne fortsætte det gode arbejde.

”Camilla er blevet limen i virksomheden, da hun får det hele til at hænge sammen. Hun står for alt det ’bag ved’ – som grøn omstilling, bæredygtighed, kvalitetssikring og arbejdsmiljø. Det giver ikke synlige resultater lige nu, men på den lange bane er det en rigtig god og nødvendig investering,” uddyber han.

Udvikling af kompetencer

Da Camilla trådte ind ad døren i Elektrogårdens lokaler for første gang, var hun ikke uddannet inden for bæredygtighed. Hun er oprindeligt uddannet bygningskonstruktør og har arbejdet 12 år i et ingeniørfirma. 

Billede af Camilla fra Elektrogården

Camilla fra Elektrogården.

Hun ville prøve noget nyt, og Elektrogården manglede én, der kunne ”noget” med bæredygtighed og særligt ESG-opgaver, der pressede de ansatte, og det blev startskuddet til et samarbejde, fortæller Camilla.

”Jeg fik tilskud til at kompetenceudvikle mig, så jeg blev helt skarp inden for ESG-rapportering og bæredygtighed generelt, da jeg ikke selv havde en baggrund inden for bæredygtighed. De her seks måneder gjorde, at jeg kunne dygtiggøre mig inden for de områder, som Elektrogården manglede. Jeg tog kurser og fik en del sidemandsoplæring, da det er et stort og svært emne,” fortæller hun.

Hun blev ansat i en virksomhed, hvor medarbejderne, ifølge Carsten, skaber målbare resultater, men Camillas opgaver er lidt mere usynlige, men det gør dem ikke mindre nødvendige.

”Det drejer det sig om at være på forkant med bæredygtighed, så skaber det resultater på sigt. Det er en stor og svær opgave, nogle af tingene er fluffy, og man kan ikke sætte to streger under. Men det er et nyt, nødvendigt område, hvor vi gerne vil præstere, og være én af de gode, så det arbejder vi hen mod.”

Hendes leder ser rigtig positivt på prøveperioden, der var med til at synliggøre, de ikke kunne undvære hendes nye kompetencer.

”Selvom Camilla ikke var uddannet inden for bæredygtighed, da hun startede, har hun udviklet kompetencerne her hos os og samtidig været med til at definere opgaverne. Projektet har udviklet sig sammen med hende, vi har været med til at forme hinanden, og derfor er hun blevet uundværlig for os.”

Billede af Camilla på kontor i Elektrogården

Camilla på sit kontor i Elektrogården.

En stor elefant

Camilla forklarer arbejdet med bæredygtighed og særligt ESG, som en meget stort ting, der skal løbes i gang.

”Det kommer lidt tromlende ned over en, som en stor elefant. Du kan ikke klare det hele på en gang, så man må starte i det små. Det var overvældende, for opgaverne lå ikke bare klar til at blive løst, da jeg mødte ind. Derfor kan man godt sige, at de formede mig, så jeg efter de seks måneder passede præcist ind som medarbejder i virksomheden,” forklarer hun og fortsætter:

”Der begynder at komme efterspørgsmål på nogle af de ting, jeg sidder med. Om der er flere kunder, der har valgt os, ved jeg ikke, men vi vil synliggøre det endnu mere. Vi er ikke færdige med at spise elefanten, for emnerne er kommet for at blive, men jeg er glad for, at de ser mit arbejde som en stor hjælp, da jeg har frigivet nogen af mine kollegers tid, så de kan bruge deres tid på andre opgaver,” afslutter hun.

Billede af Elektrogården

Billede af Elektrogården.

Kampagne: Træd ind i fremtiden med styrkede kompetencer

Er din virksomhed klar til fremtidens udfordringer? Mangler I kompetencer til at komme i gang med bæredygtighed, digitalisering eller effektivisering af administrative processer? Så se med her og mød virksomheder, der allerede har taget skridtet mod en stærkere fremtid. Få inspiration til, hvordan din virksomhed kan opnå samme fordele og stå bedre rustet til morgendagens krav.

Læs de andre historier fra kampagnen

FAKTA om SMV:Vækstpilot

SMV:Vækstpilot er en af de mest efterspurgte indsatser i Virksomhedsprogrammet, der i 2025 og 2026 får et boost af Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse med i alt 25 mio. Her kan godt 230 små og mellemstore virksomheder få tilskud til at tilføre nye kompetencer til virksomheden ved at ansætte en ledig i op til seks måneder. Knap 1.000 virksomheder har indtil videre deltaget i indsatsen.

Formålet er at give danske SMV’er mulighed for at få nye kompetencer ind i virksomheden via tilskud til løn til ansættelse af en ledig med erhvervsfaglig eller videregående uddannelse, der skal løse et udviklingsprojekt. SMV’en får 50 pct. tilskud til lønomkostninger (max. 15.000 kr./mdr.) i op til seks måneder, herunder mulighed for kompetenceudvikling af vækstpiloten á 10.000 kr.

De nyeste resultater fra indsatsen viser, at:

  • 80 % af virksomhederne forventer øget produktivitet
  • Ni ud af ti tidligere deltagere vil anbefale SMV:Vækstpilot til andre SMV’er
  • 92 % af SMV’erne svarer, at vækstpiloten i høj grad har bidraget til at løse udviklingsprojektet
  • 80 % af virksomhederne har fundet det let og enkelt at deltage i forløbet
  • Over halvdelen af de ansatte vækstpiloter har en lang videregående uddannelse, og en fjerdedel en mellemlang videregående uddannelse
    Godt to ud af tre vækstpiloter bliver fastansat efter forløbet

I starten af 2025 kan danske små og mellemstore virksomheder i hele landet søge gennem SMV:Vækstpilot. Hold dig opdateret om, hvornår puljen åbner lige her.

Læs mere om tilbud til din virksomhed på Virksomhedsguiden eller kontakt dit lokale erhvervshus