Nyhed

EU-støtte blev vigtig: Nu tager en dansk virksomhed kampen op med kineserne

Aarhus-virksomheden Baser har som en af de første virksomheder i EU-projektet "Grøn og cirkulær omstilling i SMV’er" fået et kontant tilskud til grøn omstilling. Støtten hjælper Baser i gang med en produktion af parasoller i Galten, der skal konkurrere med Kina-produkter.

  • 7. juli 2021
  • Grøn og cirkulær omstilling
Parret bag virksomheden Baser

Parret Josefine Østerby og Christian Toft Jakobsen har arbejdet sammen om bæredygtige parasolfødder og sandsække siden 2014. Det foregår i virksomheden Baser, som netop har deltaget i EU-projektet ”Grøn og cirkulær omstilling i SMV'er”. Foto: Baser

"Det her er langsigtet investering i grøn omstilling og en fantastisk måde at underbygge vores udviklingsproces."

Christian Toft Jakobsen, salgsdirektør i Aarhus-virksomheden Baser, der laver bæredygtigt producerede parasolfødder, er decideret begejstret for at have deltaget i EU-projektet "Grøn og cirkulær omstilling i SMV’er" (GCO). For med en konkret investeringstilskud fra GCO sætter Baser nu gang i produktion af parasoller, som på langt sigt skal tage kampen op med de kinesisk producerede parasoller, som dominerer markedet.

Baser havde netop færdiggjort en ny, grøn forretningsmodel i et andet EU-projekt, "Rethink Business", da GCO supplerede med et godt tilbud: Få et kontant tilskud på 15 til 30 pct. af en investering på op til 1 mio. kr., så I kan komme videre med de grønne planer.

Dermed blev Baser en af de første virksomheder i GCO, som har fået investeringstilskud. Og støtten betyder virkelig noget, lyder det fra Baser.

"Vi har fået støtte på det område, hvor det er sværest og tungest at få finansieringshjælp. Støtten opfattes som en blåstempling i vores bagland, hos investorer, banker og fonde. Det er fantastisk vigtigt for os," siger Christian Toft Jakobsen.

Hjulpet af det kontante tilskud fra GCO kan Baser nu købe en støbeform og begynde at producere en nyudviklet parasol. Og med både parasol og parasolfod i salgskataloget ser Christian Toft Jakobsen, der ejer og driver Baser sammen med hustruen Josefine Østerby, lyst på fremtiden:

Investeringstilskud i GCO

SMV’er kan få mellem 15 og 30 pct. af op til 1 mio. kr. i kontant støtte til investering i maskiner og udstyr, patenter, knowhow, licenser og godkendelser.

Forudsætning: At virksomheden har udviklet en grøn og cirkulær forretningsmodel i et grønt og EU-støttet erhvervsfremmeprojekt.

"Efter det grønne udviklingsforløb stod det klart for os, at løsningen er at producere parasoller, så kunderne køber foden og parasollen sammen. Vi ved, at vi kan levere et produkt i bedre kvalitet og til samme pris som de markedsdominerende produkter fra Kina, og desuden har vi alle de grønne fordele, som kunderne i fremtiden vil efterspørge."

Men hvad kræver det af en virksomhed at opnå investeringstilskud fra GCO? Virksomheden skal blot have deltaget i et EU-støttet, grønt program og kunne fremvise en grøn forretningsmodel, lyder svaret fra GCO-projektleder Kim Hjerrild:

"Rigtig mange danske virksomheder har i de senere år været igennem et EU-støttet grønt program, og alle de, der kan fremvise en grøn forretningsmodel fra et sådant forløb, kan komme i betragtning til GCO’s investeringstilskud. Vi regner lige nu med, at over halvdelen af ansøgningerne til ordningen vil komme fra virksomheder, der har deltaget i andre grønne programmer end GCO."

Kim Hjerrild er ikke i tvivl om, at støtten til Baser er godt givet ud:

"Vi har reserveret nogle af midlerne i GCO til virksomheder, som med et kontant tilskud kan få det sidste skub mod en prototype eller et nyt produkt. Baser opfyldte alle kriterier: En positiv rollemodel med et bæredygtigt produkt, der ikke alene sælger godt, men også giver en CO2-besparelse."

Baser: Mere bevidste forbrugere

I Baser fremhæver Christian Toft Jakobsen fordelene ved en grøn forretningsmodel:

"Vi har lært at se "bag om forretningen", og vi prøver nu at forstå den bevidste forbruger. Vi kan blandt andet se, at "bedste tilbud" er ved at overhale "billigste", når en forbruger sammenligner produkter inden et køb. Især den danske forbruger ser den grønne vinkel på et produkt som et gode, og vi tror, at mange godt kan forstå, at en parasol til 300 kr. transporteret 10.000 km fra Kina jo ikke kan være særlig bæredygtig."

Billede af Helle Søgaard - ansat ved Baser

Helle Søgaard kontrollerer en af Basers parasolfødder i produktionslokalerne i Galten. Baser har 12 ansatte beskæftiget i produktionen, som efter sommerferien udvides med en ny støbemaskine, der kan spytte Basers parasoller ud. Foto: Baser

GCO er Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse hidtil største satsning på grøn omstilling. Projektet begyndte i februar 2019 med en bevilling på ca. 95 mio. kr., og selvom det meste af programmet er udfoldet under COVID-19, er der foreløbig kommet langt over 400 ansøgninger.

Projektleder Kim Hjerrild:

"Af dem er over 200 virksomheder enten afsluttet, i gang eller på vej i GCO, og der er god interesse for programmet, selvom mange SMV’er stadig kæmper med at komme sig over COVID-19-krisen. Vi prøver derfor løbende at tilpasse de faglige forløb i GCO, så de passer til de ændrede vilkår, som virksomhederne skal arbejde med i tiden efter COVID-19."

I Baser har den grønne forretningsmodel og investeringstilskuddet justeret kursen for fremtiden, og Christian Toft Jakobsen tør nu drømme om, hvor langt virksomheden er med at implementere sin grønne forretningsmodel om to år:

"På det tidspunkt har vi tredoblet vores omsætning i Tyskland og USA, og vi har lanceret et pantsystem, så kunderne kan aflevere deres brugte parasolfod. Vi har stadig produktion i nærområdet, hvor vi producerer automatiseret og smart. Og vi har taget patent på vores nye parasol."

Om Basers arbejde med bæredygtighed

  • Bæredygtigt: Lokal produktion i Galten sikrer kort afstand til forhandlerne i bl.a. Tyskland og nærmarkederne i Europa.
  • Cirkulært produkt: Sandsække til parasolfødder leveres uden sand og kan leveres tilbage, når de er slidt op.
  • Dele til parasolfødder kan løbende udskiftes, hvis de går i stykker. På den måde behøver man ikke at smide hele produktet ud, hvis blot en enkelt del er defekt. Alle defekte plastdele smeltes om og bruges til at producere nye dele. 

Om "Grøn og Cirkulær Omstilling i SMV’er" (GCO)

GCO er et landsdækkende program for små og mellemstore virksomheder, der gerne vil i gang eller videre med grøn og cirkulær omstilling. I projektet får virksomhederne overblik over deres nuværende ressourceforbrug og klimaaftryk, undersøgt cirkulære forretningsmuligheder og lavet en plan for, hvordan de fremadrettet kan arbejde mere grønt og cirkulært. Det gør de med individuel rådgivning, i kollektive forløb og korte intensive forløb. GCO går på tværs af alle brancher og skal hjælpe over 450 danske virksomheder. Indsatsen løber fra februar 2019 til december 2022 og har løbende ansøgningsfrister.

Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse har givet et tilsagn på ca. 95,7 mio. kr. til projektet. Heraf kommer 80,7 mio. kr. fra EU’s Regionalfond og 15 mio. kr. fra de decentrale erhvervsfremmemidler.

Partnerskabet bag indsatsen er CLEAN og Lifestyle & Design Cluster (leads) samt landets erhvervshuse, Netværk for Bæredygtig Erhvervsudvikling NordDanmark, Gate21, Plast Center Danmark, Food & Bio Cluster, Dansk Industri, Dansk Design Center, DAMRC og Næstved Kommune.

Læs mere om GCO i projektdatabasen

Læs mere om GCO på projektets hjemmeside

Om EU’s Regionalfond

I perioden 2014-2020 investerer EU's Regionalfond, Socialfond og danske partnere hvert år 1 mia. kr. i aktiviteter, der skaber vækst og beskæftigelse i hele landet.

Regionalfondsprogrammet for 2014-2020 er målrettet bedre vækstvilkår for små og mellemstore virksomheder, der spiller en vigtig rolle i at skabe vækst og nye arbejdspladser i Danmark.

Derfor medfinansierer EU's Regionalfond projekter, der skal:

  • Styrke virksomhedernes innovationsevne
  • Udarbejde vækstplaner for virksomhederne
  • Hjælpe virksomhederne med at blive mere ressourceeffektive
  • Understøtte bæredygtig, grøn byudvikling i kommuner med over 30.000 indbyggere