Nyhed

Flere digitale værktøjer skal gøre det nemmere at starte og drive virksomhed

SMV’er skal have adgang til flere digitale tilbud, som blandt andet kan spare virksomheden tid og være en hjælp til at skabe nye produkter. Det besluttede Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse på seneste møde.

  • 13. juni 2025
  • Digitalisering og automatisering
  • Nye ansøgningsrunder
BIllede af mand på arbejdsplads der bruger en computer

Foto: iStock.com/donvictorio

Det skal være så let som muligt at starte og drive virksomhed i Danmark – og det har Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse nu valgt at hjælpe på vej gennem en investering på 15 mio. kr., der skal udvikle flere tilgængelige digitale værktøjer på den digitale platform for virksomhedsudvikling Virksomhedsguiden.

De digitale værktøjer skal understøtte de godt 500.000 årlige brugere af Virksomhedsguiden, når de søger tilbud og sparring om opstart og udvikling af deres virksomhed. Værktøjerne vil centrere sig om tilbud til udvikling inden for de fire værditilbud:

  • Kom godt fra start med din virksomhed
  • Få styr på forretningen og spar tid og penge
  • Skab nye produkter, services og forretningsmodeller
  • Øg salget med nye kunder, markeder og eksport

I juni 2025 åbner ansøgningsrunden, og bestyrelsen behandler ansøgningerne på bestyrelsesmødet i november. Det vil sige, at arbejdet med at udvikle de digitale værktøjer efter planen kan gå i gang i slutningen af 2025.

Læs mere om indsatsen

Fakta om Digitale værktøjer:

Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse besluttede på sit møde den 8. maj 2025 at øremærke 15 mio. kr. til indsatsen Digitale værktøjer til SMV’er. Formålet er at udvikle endnu flere digitale værktøjer til brug og gavn for virksomhederne på Virksomhedsguiden, hvor SMV’er på forskellige udviklingsstadier kan finde brugbare informationer og vejledning, der skal understøtte deres udvikling. Indsatsen er en videreførelse af en tidligere lignende indsats fra 2022.

Investeringen bliver finansieret med 6,4 mio. kr. EU-midler og 8,6 mio. kr. DEM-midler.

Under seneste indsats blev platformen ”Danske Testfaciliteter” blandt andet udviklet, som er en oversigtsportal over danske test-, demonstrations- og udviklingsfaciliteter, der skal understøtte gennemsigtighed på markedet.

Kontakt

Du er velkommen til at kontakte os med spørgsmål om Digitale værktøjer:

Rikke Jo Kjølbye
E-mail: [email protected]
Telefon: 3529 1743