René Kilian står i et 4 kvm. stort kar på en trailer, der skal fragtes til Samsø. Det er et renseanlæg til en husstand på fem personer – til afløbsvandet fra toilet, brus, køkken og vaskemaskine.
”Vi sælger godt 100 af de her spildevandskar om året. De renser spildevand fra det åbne land, hvor der ikke er kloakering. Jeg synes jo, det er helt forkert at kalde det spildevand, jeg vil hellere kalde det for ressourcevand,” forklarer René, der er direktør i virksomheden Kilian Water.
Ifølge ham, så koster én m3 vand ca. 70 kroner på Samsø.
”Med vores anlæg koster én m3 vand mellem 80 øre og 2,10 kroner plus driften, som svarer til ca. 3 kroner pr. m3. Så der er meget at spare og udnytte ved selv at rense vandet i et kar.”
Hippiegrøn hollænder
René Kilian blev uddannet miljøingeniør i Holland. Her var han, ifølge ham selv, en af de første, der overhovedet tænkte på at genbruge renset spildevand og regnvand inde i huset til for eksempel tøjvask og toiletskyl.
”Vi er altid blevet set på som hippiegrønne, dem der var alternative og som tænkte på miljøet. Men der er sket meget siden, for pludselig hoppede alle med på den grønne bølge og blev skarpe på området, og så glemte vi nok at følge med. Når selv en leverandør af PVC-rør bruger sloganet ’natures network’, så er der virkelig sket noget, siden vi startede for 25 år siden,” slår han fast.
I 2001 byggede han sit første anlæg i Danmark med hollandske materialer, da han ikke kendte nogen danske byggemarkeder.
”Tre år senere fik jeg det, jeg vil kalde for mit gennembrud. Det var en mini-messe i økolandsbyen Friland på Djursland, hvor jeg solgte tre anlæg. Så gik jeg fuldtid med Kilian Water, for jeg troede virkelig på det,” forklarer han.
Siden har René deltaget i flere projekter med Aarhus Universitet, hvor han testede anlæg, men også flere EU-projekter, hvor han blandt andet skulle etablere anlæg til genbrug af vand i Indien. Særligt ét projekt var meget afgørende for hans virksomhed:
”Jeg fandt ud af, at jeg havde flere chancer med mindre anlæg, og i det her EU-projekt arbejdede vi på at få anlægget kogt ned fra 16 kvm. til 4 kvm. Så skulle hele haven ikke længere graves op og ødelægges, og det fik salget til at stige igen. Derudover passer størrelsen på dem ind i en lastbil, så det er ikke så besværligt og ressourcekrævende at fragte dem.”
Op i fugleperspektiv
I dag er der seks ansatte i Kilian Water – René selv, Renés kone Linda, og yderligere fire ansatte.
”SMV:Grøn fik vores øjne op for, hvor vi kunne forandre. Det er nemt for Linda og mig at falde tilbage i driften og kun fokusere på det, men det kunne konsulenten udfordre. Vi har ikke en kæmpe researchafdeling, som de store virksomheder har, så det betyder meget for en lille virksomhed som vores, når vi får støtte, så vi kan rykke os.”
Det var lige fra små til store ændringer, der blev sat i gang.
”SMV:Grøn fik os til at overveje vores materialevalg, så vi nu bruger genbrugsplast, og anlæggene er dermed blevet mere grønne. Derudover fik vi opdateret vores hjemmeside, lavet materiale og produceret en video-vejledning med selve installationen til kloakmestrene, så vi ikke skal bruge tid på at fortælle og forklare det samme til alle, og så fik vi mere styr på vores dokumentation.”
I dag sælger René godt 100 anlæg om året, de fleste til kloakmestre, som sælger videre til forbrugerne, og så udfører Kilian Water service på mange af anlæggene.
”Lige nu har vi 250 serviceaftaler, så vi søger medarbejdere til at løse denne opgave. Det er her, at SMV:Grøn har givet os nogle kreative kræfter til at se hele vores virksomhed fra et fugleperspektiv, så vi får prioriteret vores tid rigtigt. Skal vi bruge det på private kunder eller kloakmestrene og skal vi sælge eller installere? Nu ved vi, at vi skal ansætte medarbejdere, der kan installere, og så kan vi selv bruge tid på at få solgt flere. Hele det her fokus på tid har også betydet, at vi er begyndt at udnytte de ansattes kompetencer og potentialer fuldt ud. Det kan mærkes i hele virksomheden.”
”Åhh nej”
René var ærligt talt ikke glad, når rådgiveren kørte ind i indkørslen.
”Der tænkte jeg ’åh nej, nu skal jeg bruge tid på det her. Tid, som jeg kunne bruge på noget andet, der er vigtigere,’ men når han så gik igen, tænkte jeg, at det var rigtig godt givet ud på den lange bane. Vi har simpelthen ikke haft det rigtige fokus – jeg har en teknisk baggrund, så vores svageste punkt er klart marketing og salg. Derudover har vi taget for givet, at vi er en grøn virksomhed, fordi det har vi altid været. Men det skal man være obs på at vedligeholde, da der sker meget på området.”
Næste projekt er at grave et anlæg ned for Danmarks Naturfond på et stort gods på Langeland, hvor spildevandet skal bruges til at vande med gennem træernes rødder, og så skal han være med i et projekt med Aalborg Universitet om det baltiske hav.
Det har han tid til nu, hvor der blevet set på tidsforbruget i virksomheden.
”Det er supergodt at komme op i fugleperspektiv, for det har gjort, at det er realistisk for os, at vores mål nu er, at vi bliver de førende i genbrug af renset spildevand i 2025. Det tror jeg godt, vi kan blive, fordi vi fik målrettet vores virksomhed, så vi skiftede over på det effektive spor. Jeg kan sige det sådan, at før kørte vi på en landevej, men nu kører vi på en motorvej,” slutter han.
SMV:Grøn 2.0
SMV:Grøn styrker SMV’ernes arbejde med cirkulær økonomi.
- SMV:Grøn er en EU-finansieret voucherordning, som er støttet af Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse.
- Her er der fokus på at hjælpe små og mellemstore virksomheder, som ønsker at forandre og udvikle sig indenfor grøn omstilling, og som vil reducere virksomhedens ressourceforbrug og affaldsmængder.
- Ved hjælp af voucherordningen kan virksomheder søge tilskud til investeringer, rådgivning eller en kombination heraf.