Med afsæt i regeringens Strategi for udvikling og fremme af brint og grønne brændstoffer (PtX-strategien) annoncerede Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse 244 mio. kr. fra REACT-EU til at løfte udviklingen af nye, grønne teknologier. Ansøgningsfristen var i april 2022. Ikke alle 244 mio. kr. blev uddelt ved ansøgningsrunden, og derfor afsætter Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse nu de resterende midler – minimum 19 mio. kr. - i en ny pulje.
Formand for Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse Christian Motzfeldt:
”Det er helt afgørende, at vi understøtter udviklingen af nye, grønne teknologier, hvis Danmark skal nå i mål med klimamålsætningerne. Og samtidig ved vi, at innovation og grøn omstilling bliver væsentlige konkurrenceparametre for danske virksomheder i fremtiden. Derfor ser vi i bestyrelsen frem til at modtage gode og ambitiøse ansøgninger til gavn for både virksomhederne og klimaet.”
Puljen anvendes til at støtte forsknings- og innovationsaktiviteter samt forprojekter i relation til nye, grønne nøgleteknologier og er særligt målrettet Power-to-X-teknologier (PtX), herunder elektrolyse og løsninger på brintområdet. Indsatsen kan også omfatte forsknings- og innovationsaktiviteter samt forprojekter inden for udviklingen af CO2-fangst, -lagring og -anvendelse, bæredygtige og effektive vandteknologiske løsninger og løsninger inden for biosolutions.
Puljen kan søges af både små, mellemstore og store virksomheder, gerne i samarbejde med klynger, universiteter og GTS’er. Midlerne skal understøtte udviklingen af hele værdikæden.
Den REACT-EU-støttede indsats understøtter ambitionerne i regeringens PtX-strategi og understreger endnu engang Danmarks Erhvervsfremmebestyrelses strategiske fokus på grøn omstilling og innovation, herunder at virksomheder i hele landet får styrket deres konkurrencekraft gennem innovation.
Fakta
Der er afsat minimum 19 mio. kr. samt eventuelle udisponerede REACT-EU-midler til fremtidens grønne nøgleteknologier og anden bæredygtig produktion.
Indsatser kan fx være:
- Investeringer i forsknings- og innovationsaktiviteter
- Forprojekter: Feasibility studies, proof-of-principle
Projekter, som vedrører PtX og brint, vil have forrang i prioriteringen af midler.
Støtteprocenten i de enkelte projekter er afhængig af aktiviteterne i projekterne, og om det er store virksomheder eller SMV’er, der gennemfører aktiviteterne. Det er i sidste ende EU’s statsstøtteregler, der kommer til at fastsætte støtteprocenten for de enkelte projekter.
Udgifter og aktiviteter skal være afholdt senest med udgangen af august 2023.
Ansøgningsfristen er 1. september 2022, og Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse ventes at behandle ansøgningerne i oktober 2022.
Læs mere om investeringsstøtteordningen for grønne, innovative teknologier
Kontakt
Kontakt os, hvis du vil vide mere om investeringsstøtteordningen for grønne, innovative teknologier.
Nina Alkærsig Jensen
Telefon: 3529 1956
Email: [email protected]
Kontakt
Kontakt os, hvis du vil vide mere om investeringsstøtteordningen for grønne, innovative teknologier.
Merete Woltmann
Telefon: 3529 1702
Email: [email protected]