Klimakrisen og den grønne omstilling er en af vor tids største udfordringer, og hvis Danmark skal nå regeringens ambitiøse målsætninger for klimaområdet inden 2030, kræver det flere og store investeringer i grønne løsninger.
Samtidig viser den netop offentliggjorte publikation om SMV’ernes tilstand fra Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse, at kun hver tredje SMV er gået i gang med den grønne omstilling, og hver femte er slet ikke kommet ud af starthullerne.
Derfor får projektet ”Grøn og Cirkulær Omstilling”, som er Danmarks Erhvervsfremmebestyrelses hidtil største satsning inden for grøn omstilling, en tillægsbevilling på 25,6 mio. kr. De ekstra midler skal give endnu flere SMV’er vejledning i grøn forretningsudvikling og mulighed for investering i maskiner og udstyr, der bidrager til den grønne omstilling i Danmark.
Og det glæder erhvervsminister Simon Kollerup:
”Mange virksomheder er hoppet på den grønne omstilling, for vi ved, at det kan spare energi og ressourcer. Jeg ved, det er svært. Derfor skal vi også stå klar med hjælp, så virksomheder får den rette vejledning og støtte til at ruste den bæredygtige forretning, hvilket både løfter vores klima og konkurrenceevne.”
De 25,6 mio. kr., der kommer fra EU’s Regionalfond, vil gøre det muligt for virksomhederne at søge op til 1,2 mio. kr. i tilskud til grønne investeringer mod tidligere 300.000 kr. Det vil bidrage til at imødekomme virksomhedernes behov og samtidig optimere virksomhedernes potentiale for blandt andet CO2-reduktioner – begge dele i tråd med Danmarks Erhvervsfremmebestyrelses overordnede ønske om at bidrage til den grønne dagsorden:
”Når danske virksomheder skal være mere grønne og bæredygtige, stiller det naturligvis krav til dem. Og de krav kan for nogle virksomheder synes uoverskuelige. Derfor skal vi hjælpe virksomhederne med at løfte opgaven og med at få øje på de forretningsmæssige potentialer, den stigende efterspørgsel efter bæredygtige produkter og serviceydelser medfører. Og det er netop den indsigt, et projekt som Grøn og Cirkulær Omstilling kan være med til at give,” siger Jakob Riis, formand for Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse.
Fakta om ”Grøn og Cirkulær Omstilling i SMV’er” (GCO)
- GCO er et landsdækkende program for små og mellemstore virksomheder, der gerne vil i gang eller videre med grøn og cirkulær omstilling. I projektet får virksomhederne overblik over deres nuværende ressourceforbrug og klimaaftryk, undersøgt cirkulære forretningsmuligheder og lavet en plan for, hvordan de fremadrettet kan arbejde mere grønt og cirkulært. Det gør de med individuel rådgivning, i kollektive forløb og korte intensive forløb samt via investeringstilskud. GCO går på tværs af alle brancher og skal hjælpe over 450 danske virksomheder, der siden begyndelsen af 2020 kunnet søge ind i projektet, der afvikles frem til december 2022 med løbende ansøgningsfrister.
- Forud for tillægsbevillingen har Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse støttet projektet med ca. 95,7 mio. kr., heraf 80,7 mio. kr. fra EU’s Regionalfond og 15 mio. kr. fra de decentrale erhvervsfremmemidler.
- Partnerskabet bag indsatsen er CLEAN og Lifestyle & Design Cluster (leads) samt landets erhvervshuse, Netværk for Bæredygtig Erhvervsudvikling NordDanmark, Gate21, Plast Center Danmark, Food & Bio Cluster, Dansk Industri, Dansk Design Center, DAMRC og Næstved Kommune.
Læs mere om GCO i projektdatabasen
Kontakt
Kontakt os, hvis du vil vide mere om projektet eller grøn omstilling og cirkulær økonomi.
Hans Henrik Nørgaard (teamleder)
Email: [email protected]
Telefon: 3529 1755