Nyhed

Pulje på 20 millioner skal styrke det danske iværksættermiljø

Nu åbner en ny pulje, der skal være med til at styrke iværksætterkulturen i hele landet og samtidig sætte Danmark på verdenskortet som en førende iværksætternation.

  • 17. maj 2023
  • Iværksætteri
Billede af oplægsholder

Foto: Jesper Voldgaard

Dygtige iværksættere er afgørende for en stærk iværksætterkultur og for dansk erhvervslivs konkurrencekraft i fremtiden. Derfor støtter Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse nu en treårig indsats med 20 mio. kr. til iværksætterevents, der sætter fokus på videndeling, netværk og relationer mellem iværksættere, investorer, større virksomheder og andre relevante aktører.

”Vi skal skabe de bedste rammer for de dygtige danske iværksættere, der hver dag arbejder for at skabe fremtidens løsninger. Her spiller de private iværksættermiljøer en afgørende rolle, og derfor er jeg er glad for, at vi med denne pulje til iværksætterevents kan understøtte spirende iværksættermiljøer rundt om i landet, så miljøerne kan vokse sig større. Og målet er naturligvis at skabe events, der har gennemslagskraft langt ud over landets grænser,” siger erhvervsminister Morten Bødskov. 

Der kan søges midler til både små og store events. Små events kan søge medfinansiering fra puljen på mellem 50.000 kr. og 250.000 kr., og store events kan søge finansiering fra puljen på mellem 250.000 kr. og 2,5 mio. kr. 

”Vi er meget glade for, at vi har mulighed for at dele midler ud til iværksætterevents, da iværksætteri er en af bestyrelsens hjertesager. Med en håndsrækning til de mange ildsjæle i iværksættermiljøerne rundt om i landet håber vi, at vi kan være med til at skabe vækst og beskæftigelse i fremtidens Danmark,” siger forperson i Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse, Christian Motzfeldt. 

Puljen er nu åben og frist for ansøgninger er 12. juni 2023.

Ansøg her

Kontakt

For yderligere oplysninger kan du kontakte: 

Benjamin Wallin Sørensen
E-mail: [email protected]
Telefon: 35291274

Kathrine Hjorth-Larsen
E-mail: [email protected]
Telefon: 35291712