Pulje til etablering af test-, demonstrations- og udviklingsfaciliteter til CO2-til-protein og præcisionsfermentering

Frem til den 6. maj 2025 kl. 12.00 har Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse åbent for ansøgninger til “Pulje til etablering af test-, demonstrations- og udviklingsfaciliteter til CO2-til-protein og præcisionsfermentering”. Med ansøgningsrunden vil bestyrelsen investere i test-, demonstrations- og udviklingsfaciliteter inden for nøgleteknologierne CO2-til-protein og præcisionsfermentering. Faciliteterne skal bidrage til at realisere vækstpotentialet i danske biosolutionsvirksomheder ved at SMV’er og iværksættere får adgang til at teste og udvikle deres løsninger i Danmark.

Der er afsat i alt 59,4 mio. kr. til indsatsen. Et projekt kan søge mellem 25 mio. kr. og 59,4 mio. kr. med en støtteprocent på op til 50 pct.
 

ÅBEN

Info om indsatsen

  • Indsatsområde og finansiering

    Biosolutions – præcisionsfermentering og CO2-til-protein 
    (Innovation og styrkepositioner)

    59,4 mio. kr. decentrale erhvervsfremmemidler

  • Målgruppe

    SMV’er og iværksættere inden for biosolutions, 
    der er klar til at teste og udvikle deres løsninger. 
    Potentielle ansøgere er virksomheder, forskningsinstitutioner, 
    fonde eller lignende, 
    som ønsker at etablere TDU-faciliteter, 
    der kan komme iværksættere og SMV’er til gavn. 

  • Projektperiode

    Op til tre år fra tilsagnsaccept

  • Ansøgningsperiode

    3. marts 2025 til 6. maj 2025 

Baggrund

Naturens ressourcer er ikke uendelige og det er nødvendigt at gentænke og omlægge måden, vi producerer og forbruger på. Udviklingen af mere miljøvenlige produkter og nøgleteknologier, der baserer sig på fornybare ressourcer, er allerede i gang i Danmark, men danske biosolutionsvirksomheder mangler bedre adgang til test-, demonstrations- og udviklingsfaciliteter (TDU) i større skala, og må på nuværende tidspunkt tage til udlandet for at teste og udvikle deres løsninger med den konsekvens, at Danmark går glip af arbejdspladser og vækst. Dette er en barriere for at komme i mål med den grønne omstilling, men også en barriere for at realisere det vækstpotentiale, der ligger og venter på at blive forløst blandt danske biosolutionsvirksomheder.

På baggrund af ovenstående indkalder Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse til ansøgninger inden for ”Pulje til etablering af test-, demonstrations- og udviklingsfaciliteter til CO2-til-protein og præcisionsfermentering”.

Annoncering: Pulje til etablering af test-, demonstrations- og udviklingsfaciliteter til CO2-til-protein og præcisionsfermentering

Indsatsen skal gennem investeringer i test-, demonstrations- og udviklingsfaciliteter (TDU-faciliteter) inden for biosolutions styrke SMV’ers og iværksætteres mulighed for at teste og udvikle deres produkter fremstillet vha. af præcisionsfermentering eller CO2-til-protein.

Der kan søges støtte til følgende aktiviteter i projektet:

  • Etablering og opførsel af TDU-faciliteter til præcisionsfermentering i stor skala på ca. TRL-trin 7-8, eller til udvidelse eller opgradering af eksisterende faciliteter.
  • Etablering og opførsel af TDU-faciliteter til CO2-til-protein på ca. TRL-trin 4-6, eller til udvidelse eller opgradering af eksisterende faciliteter.

Målgruppe: 

Potentielle ansøgere kan være små, mellemstore og store virksomheder, videninstitutioner, GTS-institutter, fonde eller andre aktører, som ønsker at etablere TDU-faciliteter, der kan komme en bred vifte af virksomheder til gavn ved at stille dem til rådighed for en bredere målgruppe af virksomheder, herunder særligt SMV’er, der er klar til at opskalere deres produkter. Investeringens slutbrugere vil dermed navnlig være SMV’er og iværksættere inden for biosolutions, der ved at få adgang til TDU-faciliteter kan teste, udvikle, opskalere og kommercialisere deres løsninger.

Samlet udbyder Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse op til 59,4 mio. decentrale erhvervsfremmemidler med denne annoncering.

Et projekt kan minimum søge 25 mio. kr. i støtte, og der kan maksimalt søges hele puljen (59,4 mio. kr.) med en støtteprocent på op til 50 pct. Den endelige støtteprocent kan dog blive lavere og vil afhænge af projektets statsstøttehjemmel. Læs mere om statsstøtte og de forskellige statsstøttehjemler i annonceringsmaterialet.

Projektets øvrige finansiering kan være kontante tilskud fra såvel private som offentlige givere, eller ske som projektpartnernes egenfinansiering, herunder gennem timer m.v. Der gøres opmærksom på, at projektets øvrige finansiering kun kan være fra offentlige aktører, hvis faciliteten etableres som ikke-økonomisk aktivitet, dvs. at investeringen ikke udgør statsstøtte. Hvis tilskuddet udgør statsstøtte for ansøger, så skal den øvrige finansiering komme fra private aktører.

Ansøgninger vil blive vurderet ud fra følgende tre kriterier:

A: Resultater og effekter
B: Gennemførlighed
C: Forenkling og sammenhæng

Kriterierne uddybes i annonceringsmaterialet.

Ansøgningen skal indsendes via det elektroniske ansøgningsskema (kræver MitID Erhverv).

Ansøgningsfristen er den 6. maj 2025 kl. 12.00. Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse forventer at behandle ansøgningerne på sit møde den 11. september 2025.

Har du brug for vejledning?

Erhvervsstyrelsen vejleder om rammerne for annonceringen, regler for støtteberettigelse mv.

For yderligere information om annonceringen kontaktes Karen Bang Cramer, [email protected], 3529 1955 eller Line Kjær Nikolajsen, [email protected], 3529 1414.

Informationsmøde

Der afholdes infomøde om annonceringen mandag den 17. marts 2025 fra kl. 12.30-14.00.

Tilmeld dig webinaret 

Startpakke med dokumenter

Vi har samlet en startpakke med alle de vigtige dokumenter og vejledninger til ansøgning af projekter uden EU-medfinansiering.

Karen Bang

Kontakt

Kontakt os, hvis du vil vide mere temaets faglige indhold samt ansøgningsprocessen: 

Karen Bang Cramer
Email: [email protected]
Telefon: 35 29 19 55

Kontakt

Kontakt os, hvis du vil vide mere temaets faglige indhold samt ansøgningsprocessen: 

Line Kjær Nikolajsen
Email: [email protected]
Telefon: 35 29 19 55