Nyhed

Virksomhedsprogrammet styrker produktiviteten i danske virksomheder

Den nye midtvejsevaluering af Virksomhedsprogrammet viser, at danske virksomheder generelt er tilfredse med programmet. Otte ud af ti deltagere oplever, at deres produktivitet er forbedret eller vil blive forbedret i fremtiden som følge af deres deltagelse.

  • 3. april 2025
  • Digitalisering og automatisering
  • Grøn og cirkulær omstilling
  • Innovation og styrkepositioner
  • Internationalisering
  • Iværksætteri
  • Kvalificeret arbejdskraft og social inklusion
Billede fra DEB-møde hos Keflico

Foto: Erhvervsstyrelsen

Formålet med midtvejsevalueringen er at belyse, hvordan Virksomhedsprogrammet fungerer – herunder hvem der benytter det, hvad de deltagende virksomheder får ud af at være med, samt hvordan det spiller sammen med andre tilbud målrettet SMV’ers vækst og omstilling.

Virksomhedsprogrammets overordnede formål ser ud til at være opnået, når en betydelig andel af de deltagende virksomheder oplever en positiv effekt på deres produktivitet. Det stemmer overens med bestyrelsens mission om at styrke produktivitet og bæredygtig vækst i danske SMV’er, forklarer Christian Motzfeldt, forperson for Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse:

”Det er vigtigt, at vi har et datadrevet beslutningsgrundlag til at investere i SMV’ers udvikling i fremtiden. Når vi evaluerer Virksomhedsprogrammet, er det netop for, at vi kan justere og forbedre, så vi kan prioritere vores ressourcer derhen, hvor de skaber størst effekt for virksomhederne. Men selvom hele 80 pct. af alle deltagere svarer, at det har en positiv betydning for deres produktivitet, må vi ikke hvile på laurbærrene. For hvis 90 pct. siger det i næste evaluering, så har vi fokuseret på det rigtige og gjort en forskel for endnu flere, og det er jo netop det, vi er her for.”

Når ud til virksomheder i hele Danmark

Evalueringen viser, at Virksomhedsprogrammet når ud til en bred gruppe af virksomheder fordelt på blandt andet geografi og branche:

”Det skal være enkelt og attraktivt at deltage i et kernetilbud som Virksomhedsprogrammet, uanset hvor i landet, SMV’erne befinder sig. Det skal ikke kun være de store byer, der er repræsenterede, da alle dele af landet bidrager produktivt til velstand i Danmark. Evalueringen viser, at vi er godt på vej, men vi skal gøre endnu mere for at give den enkelte virksomhed en enkel oplevelse – og det kommer vi til at følge målrettet op på i vores videre investeringer,” forklarer Christian Motzfeldt.

Også under de to grønne spor – SMV:Grøn og Grønne kompetencer – er der gode resultater at finde. Flere end ni ud af ti virksomheder vurderer, at deres deltagelse allerede har eller vil få en positiv betydning for virksomhedens arbejde med bæredygtighed:

“Vi kommer ikke uden om, at bæredygtighed er et område, der fylder meget for danske SMV’er, fordi der er nye bæredygtighedskrav - hvor særligt ESG presser på. Derfor er vi nødt til at hjælpe dem. Når det viser sig, at 90 % af virksomhederne selv vurderer, at det gør en positiv forskel for arbejdet med bæredygtighed at deltage i bestyrelsens indsatser, må vi formode, at de har fået hjælp. Den hjælp vil vi fortsætte med at udvikle,” siger Christian Motzfeldt.

Tilskuddet er afgørende for, at virksomhederne vælger at investere i rådgivning, kompetenceudvikling eller ansætter en vækstpilot, som er en ny, ledig medarbejder, der løser udviklingsopgaver i virksomheden.


Fakta om midtvejsevalueringen:

  • IRIS Group og Pluss har gennemført evalueringen på vegne af Erhvervsstyrelsen fra sommeren 2024 til vinteren 2024/25.
  • Datagrundlaget består af mere end 100 interviews med deltagervirksomheder, vækstpiloter, rådgivere, forretningsudviklere, erhvervshuse og andre aktører i økosystemet. Dertil kommer en spørgeskemaundersøgelse besvaret af alle virksomheder, der har afsluttet et forløb i Virksomhedsprogrammet ll, samt registerdata fra erhvervshusene med informationer om ansøgere og bevillingsmodtagere.


Læs hele midtvejsevalueringen her