I forretningslivet i fire sydfynske kommuner ved man godt, hvor matadoren ”Skjern” står bag disken – og hvilke butikker, der drives af entreprenante typer som ”Agnes”.
De kendte Matador-skikkelser er et af mange effektive værktøjer, som det målrettede socialfondsprojekt ”Styrket erhverv i gadeplan” har brugt til at skabe ekstra omsætning og flere arbejdspladser i over 200 detailhandelsbutikker og andre virksomheder i gadeplan i Svendborg, Faaborg-Midtfyn og på Ærø og Langeland.
Projektets effektive metoder har klædt de mange virksomheder på til blandt andet mere og bedre e-handel og digital markedsføring og har udviklet individuelle, digitale forretningsmodeller til virksomhederne. Dansk Erhverv, der sidder med i styregruppen, har betegnet projektet som ”gennemført og organiseret”, og projektet får nu ekstra 4,7 mio. kr. i støtte fra Danmarks Erhvervsfremmebestyrelses COVID-19-pulje.
Fra 206 til 256 virksomheder
Med de ekstra midler kan ”Styrket erhverv i gadeplan” forlænges med et år til udgangen af 2021. Projektet kan dermed nå ud til yderligere 50 virksomheder i kommunerne Svendborg, Ærø, Langeland og Faaborg-Midtfyn og samtidig udvide servicen over for de 206 virksomheder og 266 ansatte, der allerede er med i projektet. Projektet drives af Svendborg Kommune i partnerskab med de tre øvrige kommuner.
Og der er rigeligt brug for en forstærket indsats, for efter mange ugers nedlukning under COVID-19-krisen er der opstået nye vaner og behov hos kunderne, siger projektleder Helge Padegaard.
"Alle er udfordret på forretningsmodel og bundlinje, men mange har hurtigt omstillet sig til den nye situation. De har gentænkt deres forretningsmodel, møder kunderne med spændende online-oplevelser og kan omsætte det til kommerciel gevinst. Udviklingen har modnet dem hurtigt, og vi skal bruge støtten til at skrue op for nogle aktiviteter og ned for andre, så virksomhederne fortsat kan støttes i deres udvikling,” siger Helge Padegaard.
Han nævner kontinuerlig og lokalt forankret 1:1-vejledning fra konsulenter, eksterne ekspertmentorer og netværksaktiviteter som nogle af projektets vigtigste aktiviteter.
Konkrete værktøjer og individuel tilpasning
Kernen i projektet er, at konsulenter arbejder tæt sammen med virksomhederne om en individuel handlingsplan, der fører til en digital forretningsmodel, som omfatter digitalisering, e-handel og digital markedsføring, primært på de sociale medier. Indsatsen er målrettet, og planerne skrives direkte til den enkelte virksomhed.
”Det er simpelthen afgørende i projektets succes, at løsninger tilpasses den enkelte virksomhed. Alle virksomheder har individuelle behov, og de skal hjælpes med individuelle løsninger,” siger Helge Padegaard og forklarer, at Matador-arketyperne bruges som et systematisk og enkelt værktøj til at igangsætte de rigtige tiltag over for deltagerne.
”Mange af de virksomheder, vi har med i ”Styrket erhverv i gadeplan”, er forholdsvis forsigtige i deres tilgang og har derfor brug for en tillidsfuld tryg dialog for at sætte gang udvikling. Nogle er måske lidt ”Varnæs-agtige” og holder sig til det sikre og klassiske, men der burde måske være flere ”Agnes”-iværksættertyper, som kommer med masser af energi og hele tiden ser nye muligheder,” siger Helge Padegaard og forklarer, at mange af de deltagende virksomheder er begyndt fra bunden med kompetenceudvikling.
Projektlederen peger desuden på, at COVID-19-krisen og de mange handelsstrøg med lukkede forretninger på stribe har vist os, hvor stor betydning et stærkt handelsliv har for byerne og borgernes oplevelse af bymiljø.
”Hvis du hiver handelen ud af byen, så er der ingen tiltrækningskraft tilbage, og så er det svært at tiltrække nye borgere eller holde fast på de nuværende. Alt tæller med, og derfor har vi i projektet inddraget alle forretninger, der er i gadeplan på en typisk gågade – også fx revisorer, restauranter, tandlæger og fysioterapeuter - fordi de alle understøtter det at være i en by,” siger projektleder Helge Padegaard.
Projektet har flotte resultater bag sig: Foreløbig har 206 virksomheder og 266 ansatte genereret 30 mio. kr. i ekstra omsætning og skabt 14 nye arbejdspladser. Når projektet er slut om godt halvandet år, ventes den ekstra omsætning at ligge på 46 mio. kr., mens der forventes at være skabt 46 nye arbejdspladser.
Køkken-freaks blev kundeorienterede
I Svendborg var Line og Martin Fischer allerede gået i gang med at markedsføre deres køkkengrej-forretning Køkkenfreak på de sociale medier, da parret kom med i projektet. Her har de haft gavn af netværket med andre forretningsdrivende og samarbejdsprojekter med andre forretninger. Og så gik en vigtig pointe op for Martin Fischer undervejs i projektet.
”Det handler om kunderne og deres ønsker og behov – man skal tænke som dem. Vi kan ikke længere blot sidde i vores forretninger i åbningstiden og have nogle gode varer – man må ud over rampen og gøre opmærksom på sig selv. Og man skal være dér, hvor kunderne er – ikke mindst på de sociale medier,” siger Martin Fischer, som har valgt at nå kunderne med små videoer.
I dag har køkkengrej-parret over 170 opfindsomme YouTube-videoer om køkkenprodukter bag sig, som fungerer som reklame for både parrets fysiske butik og webshoppen. Og de bliver stadig vigtigere i detailhandelen.
”Det er afgørende at have en kobling mellem en fysisk butik og en webshop, og det er blevet meget udtalt efter COVID-19. Vi mærkede det tydeligt i marts, hvor vi fordoblede vores omsætning på webshoppen. Det er en nemmere måde at vækste på, for nye kunder kan jo hentes fra hele landet,” forklarer Martin Fischer.
Mantra: Det skal kunne betale sig
Et af omdrejningspunkterne i projektet er, at virksomhederne udfordres til at tænke kommercielt.
”Det skal give overskud at drive en forretning. Gode idéer er helt fint, men de skal spille sammen med den forretningsplan, der er lagt. Ikke mindst skal det svare positivt på spørgsmålet ”Kan du tjene penge på det?” forklarer projektleder Helge Padegaard.
Og den tilgang virker, siger Anja Mosen, som driver sin populære tekstil-webshop Louifax fra privatadressen i Marstal. Hun fik besøg af en konsulent fra ”Styrket erhverv i gadeplan”, som hjalp hende i processen frem mod en ny forretningsmodel og nye salgskanaler.
”Tidligere solgte jeg udelukkende mit tøjdesign via Facebook, men nu har jeg investeret i en webshop og har suppleret med stofsalg. Desuden er jeg med i en fælles iværksætterbutik i Ærøskøbing, hvor mit tøj sælges. Min virksomhed har nu to ben i indtjeningen, og jeg føler, at jeg står meget stærkere og nu har en ”rigtig” virksomhed. Jeg oplever et større ejerskab, fordi jeg nu selv ejer salgskanalen, og jeg har styr på kommunikationskanalerne til kunderne,” siger Anja Mosen.
Stephanie Lose, regionsrådsformand i Region Syddanmark og medlem af Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse, glæder sig over projektet:
”I bestyrelsen er vores fokus både på de store strategiske indsatser og på de lokale indsatser, der er tilpasset de lokale virksomheders behov. Og her er det en fornøjelse at hjælpe et lokalt projekt, som blev igangsat at Syddansk Vækstforum og som gør en kæmpeforskel for detailhandelen i fire kommuner. ”Styrket erhverv i gadeplan” er lige præcis et af den slags lokale projekter, som bestyrelsen gerne vil styrke. Det tager fat på virksomhedernes konkrete behov og giver praktiske og fremadrettede løsninger.”
Fakta om indsatsen
Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse afsatte på sit møde den 6. april 2020 i alt 114,7 mio. kr. til justering og skalering af eksisterende erhvervsfremmeprojekter, der kan hjælpe virksomhederne på to fronter:
- På kort sigt med at afbøde de umiddelbare følger af COVID-19
- På mellemlangt sigt med at forberede landets virksomheder til en ny virkelighed efter COVID-19 indtil udgangen af 2021.
15 projekter får nu midler via COVID-19-puljen. Med tilsagnene udmøntes op til 88 mio. kr. af de afsatte midler. Indsatsen finansieres af EU’s Socialfond, EU’s Regionalfond og de decentrale erhvervsfremmemidler.
Se den samlede oversigt over projekter, der har fået støtte fra COVID-19-puljen (pdf)
Fakta om ”Styrket erhverv i gadeplan”
Operatør: Svendborg Kommune. Vigtigste partnere: Faaborg-Midtfyn Kommune, Ærø Kommune, Langeland Kommune.
Frem til COVID-19 har projektet arbejdet med at forbedre digitale kompetencer hos medarbejdere og ledere for at ruste virksomhederne til at introducere fx e-handel og digital markedsføring. 266 ansatte fra 206 virksomheder i gadeplan i de fire sydfynske kommuner har foreløbig været med. Den langvarige lukning af detailhandelen under COVID-19-krisen har skabt yderligere behov for indsatsen, , herunder blandt andet 1:1-vejledning, mentorer og netværksaktiviteter.
Projektet har netop fået tillægsbevilling fra Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse på i alt 4,7 mio. kr. fra EU’s Socialfond og de decentrale erhvervsfremmemidler. Med de ekstra midler kan projektet udvides med ca. 50 virksomheder.
Læs mere om projektet i vores projektdatabase
Læs mere om ”Styrket erhverv i gadeplan” på projektets hjemmeside
Fakta om EU’s Socialfond
I perioden 2014-2020 investerer EU's Socialfond, Regionalfond og danske partnere hvert år 1 mia. kr. i aktiviteter, der skaber vækst og beskæftigelse i hele landet.
Socialfondsprogrammet for 2014-2020 er målrettet iværksætteri, uddannelse og social inklusion. Vi skal have flere nye virksomheder og en dygtigere arbejdsstyrke. Det er afgørende forudsætninger for at øget produktivitet, konkurrenceevne og vækst.
Derfor medfinansierer EU's Socialfond projekter, der skal:
- Øge iværksætteraktiviteten og sørge for vækstrettet kompetenceudvikling i små og mellemstore virksomheder
- Fremme social inklusion – via særligt tilrettelagte ungdomsuddannelser, indslusningsforløb til arbejdsmarkedet og socialøkonomiske virksomheder
- Styrke erhvervsuddannelserne, erhvervsfaglige uddannelser og videregående uddannelser.
Kontakt
Kontakt os, hvis du ønsker at vide mere om indsatsen og COVID-19-puljen.
Merete Woltmann
Telefon: 3529 1374
Email: [email protected]