Nyhed

Højtuddannede Nicolaj gik fra ledighed til job via EU-projekt: Nu skaber han vækst for Seritronic

Otte af 10 gange ender det med en ansættelse, når EU-projektet ”Vækst via viden” sender ledige højtuddannede ud i nordjyske SMV’er. ”I virksomhederne aner vi ikke, hvor meget højtuddannede kan tilføre, før vi ansætter dem,” siger nordjysk direktør.

  • 23. marts 2021
  • Kvalificeret arbejdskraft og social inklusion
Billede af Nicolaj Lefevre Grumstrup og Birgitte Helenius (Seritronic)

Nicolaj Lefevre Grumstrup var nyuddannet cand.it og ledig, da han for lidt over tre år siden begyndte som vækstpilot med løntilskud i Seritronic i Støvring. Efter fire måneder havde han og direktør og indehaver Birgitte Helenius set hinanden an, og i dag er Nicolaj it-manager og leder af virksomhedens digitaliseringsindsats. Foto: Seritronic

Som nyuddannet cand.it fra Aalborg Universitet havde Nicolaj Lefevre Grumstrup bestemt sig for, at han højst ville lede efter job i Nordjylland i et år. Så ville han begynde at pendle – om nødvendigt til Aarhus.

Så vidt kom det aldrig. For strukturfondsprojektet ”Vækst via viden”, som Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse netop har støttet med yderligere 5 mio. kr., fandt ud af, at han passede med behovene i virksomheden Seritronic i Støvring. Virksomheden stod over for en omfattende digitalisering, og da Nicolaj Lefevre Grumstrup havde kompetencerne, blev han sendt afsted som nordjysk ”vækstpilot” med løntilskud.

I dag – lidt over tre år senere – er digitaliseringen gennemført, Nicolaj er fastansat som afdelingsleder, og direktøren er meget tilfreds med, at hun gennem ”Vækst via viden” fik mulighed for at teste en højtuddannet medarbejder på virksomhedens udviklingsopgaver, inden hun ansatte ham.

”I virksomhederne aner vi ikke, hvor meget højtuddannede kan tilføre, før vi ansætter dem. Og det kan være en udfordring for en vækstvirksomhed som vores, for hvis de højtuddannede går og keder sig, kan indsatsen være spildt. Her var det meget vigtigt at have Nicolaj i fire måneder, så vi kunne få snakket os ind på hinanden,” forklarer direktør Birgitte Helenius, som ejer og driver Seritronic sammen med Hans Henrik Pedersen.

Højtuddannede får praksiserfaring

Socialfondsprojektet ”Vækst via viden” i Nordjylland giver ledige højtuddannede dimittender mulighed for ansættelse og for at afprøve og udvikle deres kompetencer i en virksomhed i Nordjylland. Gennem ansættelsen får nordjyske virksomheder med vækstambitioner mulighed for at få løst udviklingsopgaver af en højtuddannet medarbejder – ikke mindst udfordringer, som er udløst af COVID-19-pandemien.

”Vækst via viden” blev igangsat i 2016 på en alvorlig baggrund: Mange nyuddannede søgte væk fra landsdelen, samtidig med at nordjyske virksomheder var underforsynet med højtuddannet arbejdskraft. Sikring af kvalificeret arbejdskraft er et vigtigt ben i Nordjyllands samlede vækststrategi, som blandt andet er beskrevet i det nordjyske kapitel i Danmarks Erhvervsfremmebestyrelses strategi ”Erhvervsfremme i Danmark 2020-2023”.

Siden starten i 2016 har projektet matchet 151 ledige højtuddannede med vækstorienterede SMV’er i Nordjylland. Og med stor træfsikkerhed: 78 procent af de højtuddannede er blevet ansat i virksomheden efter et forløb på fire måneder, og en stor andel af den gruppe, der ikke fik ansættelse, har fået beskæftigelse i en anden virksomhed efter forløbet.

”Sammenlagt er det dermed 83 procent af vores vækstpiloter, der kommer i arbejde efter et vækstpilotforløb i en virksomhed,” siger projektleder og chefkonsulent Lasse Thomsen fra Erhvervshus Nordjylland, der driver projektet.

Seritronic ejes og ledes af Birgitte Helenius og Hans Henrik Pedersen

Seritronic ejes og ledes af Birgitte Helenius og Hans Henrik Pedersen. Foto: Seritronic

”Vækst via viden” foregår i et bredt samarbejde mellem erhvervshuset, erhvervskontorer, jobcentre i de 11 nordjyske kommuner, Aalborg Universitet, en række A-kasser og professionshøjskolen UCN. EU’s Socialfond har siden 2016 støttet projektet med 10,5 mio. kr., og Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse bevilgede i februar 2021 yderligere 5 mio. kr., som gør det muligt at gennemføre yderligere 70 match-ansættelser i forløb på fire måneder.

Betydningen af at være ansat med løntilskud kan ikke overdrives, siger den tidligere vækstpilot Nicolaj Lefevre Grumstrup:

”At komme ind i en virksomhed via ”Vækst via viden” var helt fantastisk. Det fungerede som en ordinær ansættelse, og det betød, at jeg ikke samtidig skulle søge ledige stillinger. Jeg kunne fokusere fuldt ud på de opgaver, jeg fik, og gøre mig fortjent til en fastansættelse.”

Projektet har ikke blot haft stor værdi for Nicolaj. 151 dimittender – som var projektets mål - har afsluttet deres forløb i en virksomhed, og mange af dem med ansættelse. Alle 151 deltagere har oplyst, at de enten i ”høj grad” eller ”nogen grad” står med stærkere kompetencer efter forløbet.

”Det er et af hovedmålene, at de højtuddannede rykker sig kompetencemæssigt og får praksiserfaring fra kultur, kolleger og prioriteringer i en nordjysk virksomhed. Jeg er ikke i tvivl om, at de efter forløbet står bedre rustet til at skabe værdi for nuværende og fremtidige arbejdsgivere,” siger projektleder Lasse Thomsen.  

Løfter nordjyske virksomheder

Virksomhederne oplever projektet som særdeles værdifuldt: 30 procent virksomhederne siger, at der allerede er kommet øget omsætning, eksport eller jobskabelse ud af ansættelsen af en højtuddannet, og 61 procent siger, at de venter, at det vil ske.

Et godt eksempel på de højtuddannedes værdiskabelse er Nicolajs ansættelse i Seritronic, en af Nordens førende producenter af folietastaturer, betjeningspaneler og displayløsninger til industrien. Seritronic har hovedkvarter og produktion i Støvring og beskæftiger ca. 60 medarbejdere. Virksomheden har en klar vækststrategi, og i den sammenhæng er Nicolaj Lefevre Grumstrups it-kompetencer vigtige.

”Tidligere kørte vi meget på Excel-ark, men vi havde ikke fået indfriet vores første vækstambitioner uden den digitalisering, som Nicolaj har stået i spidsen for. Vi har fået et digitalt system, som er 70 procent mere effektivt end det, vi havde i forvejen. Vi er vokset meget i de senere år, men med digitaliseringen er det lykkedes os at vækste uden samtidig at ”gå midt over”,” siger direktør Birgitte Helenius.

Erhvervshus Nordjylland vil med ekstrabevillingen på 5 mio. kr. søsætte yderligere 70 match mellem ledige højtuddannede og nordjyske virksomheder. Og selvom projektet efterhånden har kørt i over fire år, er interessen fortsat meget stor blandt SMV’erne – trods COVID-19-pandemien.

”Mange virksomheder efterspørger, at projektet hjælper med at skaffe den helt rigtige medarbejder, og interessen er ikke taget af under COVID-19. Så der vil være brug for indsatsen i nogle år endnu,” siger Lasse Thomsen fra Erhvervshus Nordjylland.

Om ”Vækst via viden – tilførsel af højtuddannet arbejdskraft”

Formålet med projektet er at matche højtuddannede ledige med nordjyske SMV’er i praktik- og løntilskudsforløb. Under forløbet får de ledige højtuddannede muligheden for kompetenceudvikling via virksomhedernes udviklingsopgaver, og virksomhederne får mulighed for at forløse vækstpotentiale via de højtuddannede lediges viden og kompetencer.

Projektet er støttet med 10,5 mio. kr. af EU’s Socialfond, og Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse har i februar 2021 givet en tillægsbevilling på 5 mio. kr. fra de decentrale erhvervsfremmemidler.

Projektet understøttes desuden økonomisk af Business Region North Denmark (BRN), og projektet har også opbakning fra regionens kommunekontaktråd (KKR).

Siden projektets start i 2016 har ”Vækst via viden” skabt 151 match mellem højtuddannede og SMV’er, og målet er nu yderligere 70 match. Projektet er samtidig forlænget indtil 31. december 2022.

Projektet drives af Erhvervshus Nordjylland i et regionalt samarbejde, hvor erhvervskontorer og jobcentre i de 11 nordjyske kommuner, Aalborg Universitet, Akademikernes A-kasse og professionshøjskolen UCN er de væsentligste partnere.

Læs mere på projektets hjemmeside

Læs mere om projektet i projektdatabasen

Om EU’s Socialfond

I perioden 2014-2020 investerer EU's Socialfond, Regionalfond og danske partnere hvert år 1 mia. kr. i aktiviteter, der skaber vækst og beskæftigelse i hele landet.

Socialfondsprogrammet for 2014-2020 er målrettet iværksætteri, uddannelse og social inklusion. Vi skal have flere nye virksomheder og en dygtigere arbejdsstyrke. Det er afgørende forudsætninger for at øget produktivitet, konkurrenceevne og vækst.

Derfor medfinansierer EU's Socialfond projekter, der skal:

  • Øge iværksætteraktiviteten og sørge for vækstrettet kompetenceudvikling i små og mellemstore virksomheder
  • Fremme social inklusion – via særligt tilrettelagte ungdomsuddannelser, indslusningsforløb til arbejdsmarkedet og socialøkonomiske virksomheder
  • Styrke erhvervsuddannelserne, erhvervsfaglige uddannelser og videregående uddannelser