Kompetencer til vækst

Info om indsatsen

  • Startdato

    23.11.2018
  • Slutdato

    31.12.2022
  • Samlede støtteberettigede projektudgifter (kr.)

    14.780.009
  • EU-støtte til projektet (kr.)

    8.812.500
  • Geografi

    Sjælland
  • Finansiering

    Socialfonden
  • Indsatsområde

    Kvalificeret arbejdskraft og social inklusion
  • Støttemodtagerens navn

    S/I Erhvervshus Sjælland

Projektbeskrivelse

Formålet med projektet er at tilføre højtuddannet arbejdskraft til små og mellemstore virksomheder i Region Sjælland.

De deltagende virksomheder har et vækstpotentiale, der kan forløses ved tilførsel af højtuddannet arbejdskraft. Projektet bidrager dermed til at øge vidensniveauet i virksomhederne i Region Sjælland, og det vil skabe øget innovation, produktivitet og konkurrenceevne i regionens erhvervsliv.

Projektet adresserer en markedsfejl, der opstår som følge af imperfekt information. SMV’erne mangler viden om, hvad højtuddannet arbejdskraft kan bidrage med, og de har svært ved at identificere lige netop den profil, der kan være kritisk for at løse en udviklingsopgave. De højtuddannede har ligeledes svært ved at se karrieremulighederne i mindre virksomheder.

Gennem projektet får 128 virksomheder med vækstpotentiale kortlagt deres kompetencebehov i forhold til en konkret udviklingsopgave, og 128 højtuddannede bliver vejledt i forhold til karrieremulighederne i SMV´erne. Desuden matches de 128 virksomheder med højtuddannede, der besidder de nødvendige kompetencer for at løse opgaven. Dermed adresserer projektet ikke kun den imperfekte information, men går skridtet videre og etablerer konkrete kontakter mellem virksomheder og højtuddannede. Det forventes herefter at 54 SMV'er ansætter den højtuddannede til at udføre den konkrete udviklingsopgave.

For at sikre et vedvarende flow af højtuddannede til de sjællandske SMV'er, også efter projektets afslutning, indeholder projektet også aktiviteter, der bidrager til:

  • fastholdelse af de højtuddannede i de sjællandske virksomheder
  • øget opmærksomhed på karrieremulighederne i sjællandske SMV'er blandt kommende højtuddannede kandidater
  • ny viden om vilkår og muligheder for de sjællandske virksomheder i forhold til at tiltrække og fastholde højtuddannet arbejdskraft