Nyhed

Tre nye digitale værktøjer skal gøre det nemmere at drive og udvikle virksomhed

Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse støtter med 15 mio. kr. udviklingen af tre nye digitale værktøjer, som giver virksomheder overblik over rådgivere og test- og udviklingsfaciliteter samt gør det nemmere at ansætte udenlandsk arbejdskraft.

  • 16. december 2022
  • Digitalisering og automatisering
Virksomhedsguidens forside.

Forsiden på Virksomhedsguiden.dk

Det skal være nemmere at starte, udvikle og drive virksomhed i Danmark. Derfor støtter Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse nu udviklingen af tre digitale værktøjer med i alt ca. 15 mio. kr. 

Digitale ydelser er efterspurgte af mange virksomheder, og især er der bud efter flere interaktive værktøjer. Det behov imødekommes af de tre støttede projekter:

  • Erhvervshus Midtjylland får 10,7 mio. kr. til udvikling af et digitalt værktøj, der skal skabe overblik over rådgivermarkedet og dermed hjælpe virksomheder med hurtigere og nemmere at finde relevante rådgivere.
  • Teknologisk Institut støttes med 2,3 mio. kr. til videreudvikling og udvidelse af et værktøj, der giver virksomheder overblik over danske test-, demonstrations- og udviklingsfaciliteter.
  • Og med en støtte på 2,1 mio. kr. vil Copenhagen Capacity udvikle en guide, der skal gøre det lettere for danske virksomheder at ansætte udenlandsk arbejdskraft. 

De digitale værktøjer får hjemsted på Virksomhedsguiden - en fællesoffentlig platform, der tilbyder én samlet indgang til digital vejledning om opstart, drift og udvikling af virksomhed. 

Kathrine Forsberg, administrerende direktør i it-koncernen Atea og medlem af Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse, siger:

”Digitalisering er afgørende for virksomhedernes modstandsdygtighed og konkurrenceevne. Derfor er det helt centralt, at virksomhederne kan hente mest mulig vejledning digitalt. Med de tre nye værktøjer får virksomhederne bedre mulighed for at gennemskue rådgivermarkedet og flere kort på hånden, når de skal finde kvalificeret arbejdskraft.”

Fakta

Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse annoncerede i april 2022 en pulje på 18 mio. kr. til en indsats for udvikling af digitale værktøjer. 

Tre ansøgere får støtte fra puljen, Udvikling af digitale værktøjer på Virksomhedsguiden (tilsagnsmodtager i parentes):

  • Rådgiverportalen (Erhvervshus Midtjylland S/I) – 10,7 mio. kr.
  • Danske Testfaciliteter (Teknologisk Institut) – ca. 2,3 mio. kr.
  • Quick guide til udenlandsk arbejdskraft (Copenhagen Capacity) – ca. 2,1 mio. kr.
Indsatsen er medfinansieret af EU’s Regionalfond og de decentrale erhvervsfremmemidler.

Læs mere om de støttede projekter (pdf)

Fakta om Virksomhedsguiden 

Virksomhedsguiden blev lanceret i sommeren 2019 og fungerer som en fællesoffentlig platform, der har til formål at gøre det nemmere at starte, drifte og udvikle virksomhed i Danmark. På Virksomhedsguiden findes digital vejledning og overblik over aktuelle ydelser i erhvervsfremmesystemet.

Virksomhedsguiden har 50.000 besøg om måneden. 

Besøg Virksomhedsguiden

Kontakt

Du er velkommen til at kontakte os, hvis du vil vide mere om digitale værktøjer på Virksomhedsguiden.

Nicolai Hellmann

E-mail: [email protected]

Telefon: 3529 1030