Projektbeskrivelse
Det overordnede formål med projektet er at forankre en fælles national dataplatform, der skal understøtte det danske turismeerhverv og de danske destinationsselskaber i at anvende data til strategisk udvikling af deres forretning og destination. Projektet skal bidrage til at skabe en mere bæredygtig udvikling i dansk turisme med afsæt i viden og aktuelle data.
Målgruppen for projektet er særligt de 19 destinationsselskaber, da de indtager en væsentlig rolle ift. at udbrede dataplatformen til lokale virksomheder i deres respektive destinationsgeografier. Derfor har projektet et stort fokus på at kompetenceløfte destinationerne, så deres medarbejdere bliver fortrolige med platformen og bliver i stand til bedre at kunne gå i dialog med erhvervet om de muligheder, som dataplatformen rummer.
Projektet indeholder fem aktivitetsspor, som tilsammen skal være med til at sikre et samlet kompetenceløft af dansk turisme og bidrage til at fremme brugen af data.
Spor 1 har fokus på national forankring, hvor man vil etablere en Key Account Manager-funktion på nationalt niveau, der kan bygge bro mellem central udvikling og decentral behovsopbygning, og som kan organisere samarbejdet om platformen partnerne imellem.
Spor 2 omhandler lokal onboarding, hvor der er fokus på give især de mindre destinationsselskaber et kompetenceløft, så de bliver i stand til at bruge platformen.
Under spor 3 er der fokus på decentral værdiskabelse, hvor man vil arbejde på at sikre adgang til specialistkompetencer inden for Business Intelligence. Derudover er der fokus på kompetenceudvikling, særligt for de større destinationsselskaber, så de bliver i stand til at lave mere avanceret brug af platformen.
Spor 4 har fokus på strategisk udvikling, hvor særligt de største destinationsselskaber får mulighed for at udvikle en mere avanceret og lokalt tilpasset brug af platformen.
Spor 5 omhandler projektadministration.