Projektbeskrivelse
Det primære mål med projektet "Uddannelsesvejen til Vækst" er at opkvalificere en gruppe af ufaglærte til faglært status. Der vil her være tale om såvel beskæftigede som ledige, men alle deltagere i projektet vil branchemæssigt have et klart arbejdsmarkedsbestemt ophæng. Dette skal sikre en klar kobling mellem efterspørgslen på arbejdsmarkedet, og de brancher som modtager faglig opkvalificering via erhvervsfaglige uddannelsesløft.
Projektets resultat vil være, at der opkvalificeres 420 personer fra ufaglært til faglært status.
Som et særligt indsatsområde i projektet er der specifikt fokus på at afprøve EUV-modeller i forhold til 25-30 årige.
En øget andel af faglærte skal understøtte en regional målsætning om at fastholde den vækst, der forventes at ske, herunder de kommende års store anlægsopgaver.
Der satses branchemæssigt bredt i projektet; dog med et vist fokus på bygge- og anlægssektoren.
Der visiteres 1600 deltagere til projektet, dels beskæftigede via regionale virksomheder og dels ledige via de regionale jobcentre. Inden opstart på et erhvervsuddannelsesforløb gennemfører deltagerne et afklarings- og visiteringsforløb, som ruster dem i forhold til det efterfølgende uddannelsesforløb. Under erhvervsuddannelsesforløbet tilbydes deltagerne støtte efter behov via en personlig mentor.
Projektet gennemføres via et samarbejde mellem en række uddannelsesinstitutioner og 12 kommuner i Region Sjælland (Slagelse, Sorø, Næstved, Kalundborg, Odsherred, Ringsted, Lejre, Roskilde, Faxe, Stevns, Guldborgsund, Lolland).