Projektbeskrivelse
Projektets formål er at hjælpe 80 små og mellemstore virksomheder i Region Sjælland med at professionalisere deres internationaliseringsindsats i en sådan grad, at mindst halvdelen af virksomhederne rykker op i ligaen af vækstvirksomheder i OECD-terminologi.
Målsætningen vil projektet opnå ved at styrke virksomhedernes internationaliseringspotentiale gennem udvikling af en individuel, detaljeret, international vækst- og eksekveringsplan i tæt samarbejde mellem virksomheden, Væksthus Sjælland, DTU og private rådgivere. Projektet skal understøtte virksomhedernes evne til at eksekvere hurtigt og effektivt på de rette aktiviteter i udlandet.
Projektet lægger tæt op ad Væksthus Hovedstadens internationaliseringsprojekt "Vækst via internationalisering", som har til formål at øge andelen af vækstvirksomheder i Region Hovedstaden. En positiv sideeffekt er, at Region Sjællands virksomheder derved samtidig gør sig konkurrencedygtige i strategien om at skabe et Greater Copenhagen.
DTU Management Engineering, som blandt andet har ledelse af innovationsprocesser som et vigtigt kerneområde, er partner på projektet.
Forløbet indeholder både kollektive træningscamps og individuel rådgivning ved private rådgivere. Temaerne på træningscamps vil blandt andet være forretningsmodel, partnerhåndtering og innovation management på internationale markeder. Sideløbende hermed vil virksomhederne blive tilbudt branchenetværk og introduktion til det marked, de ønsker at komme i gang på.