Projektbeskrivelse
Ingeniørviden giver kompetenceløft hos små og mellemstore virksomheder
Formålet med projektet er at løfte små og mellemstore virksomheders ingeniørfaglige kompetencer og derved styrke deres konkurrenceposition på det danske og globale marked.
Målet med projektet er, at 50 sjællandske virksomheder gennemfører skræddersyede kompetenceudviklingsforløb og anvender de nye kompetencer i virksomhedens drift, hvor mindst 100 medarbejdere i de deltagende virksomheder har et forøget kompetenceniveau umiddelbart efter projektets afslutning. Det er også en forventning, at de deltagende virksomheder er mere konkurrencedygtige efter projektdeltagelse, og at de derfor fastholder flere arbejdspladser.
Projektet har fire hovedaktiviteter:
- Virksomhedsrekruttering og kompetencebehovsafklaring, hvor lokale erhvervscentre, i samspil med DTU, etablerer dialog med virksomhederne, identificerer kompetencebehov hos disse og beskriver en plan for et skræddersyet kompetenceudviklingsforløb.
- Kompetenceudviklingsforløb, hvor kompetencer hos medarbejdere bliver udviklet sammen med faglige eksperter fra DTU i form af træning, workshops, afprøvning og online undervisning.
- Forankring af nye kompetencer i virksomheden, hvor DTU faciliterer processer, der understøtter anvendelse af nye kompetencer i virksomheden med formålet at forankre dem i virksomhedens daglige virke efter deltagelse i projektet.
- Læringsopsamling og projektledelse, der indeholder projektledelse samt læringsopsamling og sparring med virksomhederne omkring deres videre muligheder for samarbejder med universiteter og andre erhvervsfremmeaktører.
Projektet udføres af DTU i samarbejde med lokale erhvervscentre. Det bygger på erfaringer fra eksisterende samarbejder med sjællandske virksomheder. Projektpartnerne har stor kontaktflade og kendskab til lokale virksomheders behov, og DTU kan tilbyde et bredt katalog af kompetencer, der kan styrke sjællandske virksomheders konkurrenceposition.