I 2021 blev Danmarks 13 landsdækkende klynger udpeget, og i 2022 har Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse sammen med Uddannelses- og Forskningsstyrelsen undersøgt, hvordan det er gået med at facilitere og fremme samarbejde i økosystemerne inden for Danmarks stærkeste og mest lovende erhvervs- og teknologiområder.
Analysen bygger på to undersøgelser blandt henholdsvis virksomheder og videninstitutioner, der har deltaget i klyngeaktiviteter i 2021 og i første halvår af 2022. Undersøgelsen er distribueret til 3126 unikke virksomheder og 1296 repræsentanter fra videninstitutioner. 24 pct. af både virksomhederne og videninstitutionerne har bidraget med komplette besvarelser og 6 pct. med delvise besvarelser.
Analysen viser, at virksomheder, som har deltaget i klyngernes aktiviteter, er tilfredse med udbuddet, og at klyngernes aktiviteter er dækkende og relevante i forhold til virksomhedernes behov. Endvidere danner klyngernes aktiviteter grobund for netværksdannelse mellem virksomheder og videninstitutioner og andre relevante organisationer. Omtrent halvdelen af de deltagende virksomhederne har fx fået større indsigt i andre brancher og mere viden om bæredygtighed og grøn omstilling. For andre har klyngernes aktiviteter bidraget til markedsintroduktion eller implementering af nye eller væsentligt forbedrede produkter, services eller processer.
Undersøgelsen indgår som en del af klyngernes samlede evalueringsramme for innovationskraftprogrammet for 2021-2024.